Google indlemmer StarOffice i softwarepakke

Google gør nu Suns kontorpakke StarOffice 8 til en del af Google Pack.

Internetfirmaet Google har udvidet dets gratis softwarepakke til nu også at omfatte Sun Microsystems StarOffice 8, der normalt sælges for knap 400 kroner.

Kontorpakken er den hidtil største komponent, det er muligt at tilvælge i Googles blandede udbud af programmer i Google Pack.

Google Pack omfatter i forvejen blandt andet Firefox, Google Earth og Adobe Reader.

Når valget er faldet på StarOffice frem for OpenOffice, der er udsprunget af den samme programkode, som Sun har frigivet som open source fra StarOffice, skyldes det formentligt den aftale, som Google tidligere har indgået med Sun, skriver amerikanske Computerworld.

For Sun betyder distributionen af StarOffice gennem Google dog samtidig, at selskabet får distribueret dets Java-platform, der er inkluderet i StarOffice.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Kenneth Kastbjerg

Jeg kan kun sige det glæder mig at Google kæmper den gode sags kamp. Alle der i dag anvender diverse Google relaterede tjenester kan kun være tilfredse. Hvis der i denne sammenhæng ligeledes pakkes en komplet kontorpakke med, så kan man jo kun håbe på, at StarOffice får den anerkendelse den fortjener og at familien dk vil starte med at anvende det, frem for MS.

Det kunne også være dette vil åbne op for den hede debat omkring åbne dokument standarter

  • 0
  • 0
#2 Martin Kiefer

Jeg tvivler meget stærkt på at Google gør det her i "den gode sags tjeneste". Google er en virksomhed som ligesom alle andre virksomheder er fokuseret på at både spare penge og tjene penge. Havde de kunnet få en aftale med MS på bedre vilkår end den de har med SUN havde de da valgt at inkludere MS Office istedet. Det tror jeg ikke der kan herske nogen tvivl om overhovedet!

/Martin

  • 0
  • 0
#3 Jørgen Henningsen

Den tror jeg ikke på Martin. Jeg vil simpelthen ikke røre MS office med en ildtang, om den så var gratis. Sikkerheden i MS office er bare for dårlig. Google er da klart ude på at tjene penge på det her og de satser selvfølgelig på software som fungere. -Jørgen

  • 0
  • 0
#4 Kenneth Kastbjerg

Martin – Jeg er enig med dig, selvfølgelig vil Google tjene penge, det er jo ikke en velgørenhedsorganisation men en virksomhed – men det jeg mente var:

Jeg vil ønske, at Google på den måde åbner folks øjne for et så godt og billigt produkt som fx StarOffice og på den måde være med til at stikke en kæp i hjulet for MS’s monopol på markedet

  • 0
  • 0
#5 Peter Andersen

Jeg tror altså ikke at familien Danmark gider at rode særligt længe med Staroffice, når de finder ud af at den ikke fra start har dansk stavekontrol. Og menuerne er på engelsk. Vi nørder er måske ligeglade, men almindelige brugere ville nok være mere tilfredse med MS Office i praksis - eller i det mindste med den danske oversættelse af Openoffice.org, hvis det skulle være et alternativ.

  • 0
  • 0
#7 Anonym

Jeg har prøvet at hente staroffice på google, men jeg kan ikke finde hverken dansk brugerflade eller stavekontrol. Jeg er ikke ingenør eller nogen anden teknisk uddannelse, jeg er bare ham der hver fredag levere tidsskrifter til bla. ingenøre. Jeg er heller ikke computer nørd, men jeg har en usigelig trang til at mine programmer har dansk brugerflade så jeg ikke skal sidde med en ordbog foran mig. Jeg kan sagtens leve med at bruge openoffice, og jeg giver flere af debatørerne ret i, at ms office ikke er værd at røre ved.

  • 0
  • 0
#8 Jesper Lund Stocholm Blogger

Kenneth,

Jeg vil ønske, at Google på den måde åbner folks øjne for et så godt og billigt produkt som fx StarOffice og på den måde være med til at stikke en kæp i hjulet for MS’s monopol på markedet

Og sidste del af din sætning er ganske givet den alt overvejende årsag til, at Google har valgt at distribuere StarOffice - nemlig at stække Microsofts "monopol" på kontorapplikationsmarkedet. Det vil jo nemlig give Google en platform at konkurrere på - og det er unægteligt meget sværere, hvis modparten har en installationsbase på 90%.

:o)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere