Google vil skille selve styresystemet i Android fra den del af Android, som mobilselskaberne og producenterne bidrager til.
På den måde håber selskabet at gøre Android mere sikkert ved at køre vigtige og centrale opdateringer direkte ud til enhederne uanset hvilket mærke, Android-enheden bærer.
Den nye praksis vil træde i kraft, når det næste Android-styresystem, Android O, lanceres. Det skriver Google på sin Android Developers Blog
Når en Android-version skal opdateres, som det ser ud i dag, kan der gå lang tid, fra Google for eksempel patcher en sikkerhedsbrist, til den vigtige opdatering kan rulles ud på slutbrugerens mobiltelefon.
For først skal mobilproducenten, hvad enten der er tale om Samsung eller Huawei, først tilpasse softwaren til den specifikke enhed samt tilføje deres egne opdateringer.
Gør op med kritikken
Når opdateringen i dag endelig rulles ud til slutbrugeren, kan en eventuel hacker være over alle bjerge med ens telefons data, lyder den omfattende kritik, der blandt andet haglede ned over Google under de såkaldte Stagefright-sårbarheder for godt et års tid siden.
Dengang tvang de mange sårbarheder, der blandt andet gjorde, at telefonen kunne hackes med en MMS, at flere mistede deres tiltro til sikkerheden i Android, der var ude af stand til at reagere hurtigt på sårbarhederne.
Blandt andre meldte Ingeniørforeningen, IDA eksempelvis ud dengang, at man ikke længere ville bruge Android-baserede telefoner i administrationen.
Den nye praksis vil som nævnt træde i kraft med det næste Android-system kaldet Android O.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.