Google-fond satser millioner på virtual reality-spil

Snart kan man fiske i virtual reality. Spillet er under udvikling af svenske Resolution Games, som netop har fået en investering på knap 40. mio. kr. fra blandt andet Googles investeringsfond. Illustration:
Google Ventures står i spidsen for en investering på knap 40 mio. kr. i de svenske virtual reality-spiludviklere Resolution Games. »VR er fremtidens spilplatform,« lyder det fra Googles fond.

Investorerne er begyndt at kigge efter det gryende marked for virtual reality-spil. Med Google Ventures i spidsen har en række fonde netop investeret knap 40 mio. kr. i de svenske spiludviklere Resolution Games, som har specialiseret sig i virtual reality (VR).

Det skriver det nordiske teknologimedie Arctic Startup.

Udviklerfirmaet har indtil videre satset på lettere spiltitler, som eksempelvis syvkabale i en VR-udgave. Udviklernes næste titel handler om at fiske. Det er en af skaberne af megahittet Candy Crush, Tommy Palm, der har grundlagt Resolution Games.

Google Ventures har udtalt, at den ser VR som den næste store spilplatform.

»Udviklingen inden for virtual reality vil gå rigtig hurtigt over de næste fem år med mobil VR i førersædet, fordi alle med en smartphone allerede har kernen af en VR-oplevelse liggende i lommen,« siger en af partnerne hos Google Ventures, Joe Kraus.

Endnu er det kun Samsungs VR-brille Gear VR, der er på markedet. Den fungerer med en af selskabets smartphones.

Senere på året udkommer den mere sofistikerede model HTC Vive, der ud over en VR-brille også kommer med et par controllere og andre sensorer, der gør det muligt at følge spillerens bevægelser i rummet samt integrere armbevægelserne i spillene.

I starten af 2016 forventes VR-brillerne Facebooks Oculus Rift og Sonys Project Morpheus til Playstation at komme på gaden.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Elías Christian Lundström

"Google Ventures" er ikke del af google længere det er nu Alphabet.

Læser i ikke nyhederne på redaktionen ?

Omstruktureringerne er endnu ikke trådt i kraft, derfor er det officielt stadig Googles fond. Indtil videre har der heller ikke været noget, der tyder på, at Google Ventures skifter navn, men nu må vi se. Det er vel ikke utænkeligt, at det kommer til at hedde Alphabet Ventures.

Så ja, vi læser faktisk nyhederne inde på redaktionen ;-)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere