Google finder backup-bånd frem efter Gmail-nedbrud
Det var kun 40.000 brugere, som var ramt af søndagens Gmail-problemer, lyder det nu fra Google i en orientering om nedbruddet, efter først at have vurderet omfanget til 500.000 ramte og siden justeret ned til 150.000 ofre.
Samtidigt lover firmaet, at alle data vil blive genskabt. Det vil blot tage lidt tid, fordi det skal ske fra backup-bånd, som er helt offline.
Nedbruddet nulstillede folks Gmail-konti, så alle data forsvandt for brugeren. Normalt ville Google kunne lukke ned for de servere, der havde problemer, og betjene brugeren fra et andet, spejlet datacenter, men denne gang var problemet mere alvorligt.
En softwareopdatering af Googles storage-system var ramt af en fejl, og udrulningen blev derfor stoppet, så snart teknikerne opdagede, at data forsvandt fra folks Gmail-konto. Men inden fejlen blev opdaget, havde 40.000 brugere altså fået nulstillet kontoen, svarende til 0,02 procent af alle Gmail-brugere.
Udover manglende adgang til gamle e-mails, mens Google genskaber de slettede Gmail-konti, kan de ramte brugere også være generet af, at alle indgående e-mails er blevet sendt retur i et lille døgn omkring nedbruddet, skriver firmaet.
