Google efterligner iPhones Appstore

Android-mobiltelefonerne skal have deres egen markedsplads for applikationer, der kan knytte udviklere og brugere sammen.

Hvis ideen er indlysende god, så gør det ikke så meget, at man ikke selv har fundet på den. I hvert har Google nu annonceret, at der er ved at udvikle en variant af Apples AppStore til iPhone.

Det er Android-platformen til mobiltelefoner, der skal understøttes af en model til at få en stor variation af software gjort tilgængelig for brugerne. Applikationsbutikken får navnet Android Market, og en beta går i luften sammen med den første mobiltelefon, der bygger på Android. Det har Google annonceret vil ske i november.

Fra starten vil der kun være gratis software på hylderne, men Android Market vil blive udvidet med en forretningsmodel, der giver mulighed for salg.

Markedet er åbent

Googles Android Mobile Platform Manager, Eric Chu, skriver i sin blog, at målet med Android Market er at skabe en markedsplads, der forbinder udviklerne og brugerne i et ?åbent og uhindret miljø?. Det sidste kan kun være en henvisning til Apple, der har fuld kontrol over indholdet i AppStore.

Eric Chu sammenligner konceptet med YouTube, og kunderne i butikken vil også kunne give karakterer til applikationerne og give respons til udviklerne.

Da Android er en åben platform, giver det udviklerne vide rammer på både hardware og software ? modsat Apple, hvor udviklingen af iPhone sker inden for en meget afgrænset ramme. Derfor skal Android Market også kunne håndtere et større miks af telefoner og dermed flere versioner af de enkelte applikationer, for at brugerne opnår optimal ydelse.

AppStore til iPhone blev lanceret i juli i år sammen med iPhone 3G og blev øjeblikkeligt en succes med millioner af downloads af både gratis og betalte applikationer.

Vind millioner på en god applikation

For at kickstarte udviklingen af tredjeparts-applikationer til Android-platformen, har Google en konkurrence kørende, hvor de bedste bud kan vinde solide pengepræmier. I går blev vinderne i anden runde offentliggjort, og de ti bedste blev belønnet med knap 1,4 millioner kroner hver. Præmiepuljen er på 50 millioner kroner i alt.

Se listen over præmierede applikationer ved at følge linket i 'Eksterne links' herunder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere