Begmand til Danske Spil: Google fjerner Android-app uden varsel

Android-ejere kan ikke længere downloade en spille-app fra Danske Spil. Google tillader nemlig ikke indhold med hasardspil i Google Play-butikken.

Det er den omvendte verden. Mens Apple har opbygget et ry for at sige nej til applikationer med bar hud eller pengestrømme, der går uden om Apples kasseapparat, har Google været kendt for at være mere tolerante med indholdet i Google Play-butikken.

Men hos Danske Spil, der bestyrer Lotto, Oddset og mange andre kendte spil, er det Googles app-politik, der giver problemer. Siden 1. august har Danske Spils Android-app været forbudt i Google Play og er taget offline.

Reaktionen fra Google kom uden varsel, fortæller Danske Spil, som lancerede Android-applikationen for over et år siden.

»App’en blev fjernet, uden at vi blev orienteret om det. Desværre - for hvis Google havde orienteret os først, kunne vi have lavet de tilpasninger, som de finder nødvendige,« fortæller Rasmus Jensen, salgs- og CRM-chef hos Danske Lotteri Spil, der er den ene halvdel af Danske Spil.

Selvom app'en er blevet fjernet fra Google Play, reklamerer Danske Spil stadig med, at den kan downloades. Illustration: Morten K. Thomsen

I Googles retningslinjer for indhold i Play-butikken er apps, der har med casinospil, sportsspil og lotterier direkte peget ud som ikke-accepteret indhold, sammen med porno, malware og andre kategorier.

Læs også: Kovending: Google forbyder porno i Android Market

Havde I ikke læst retningslinjerne, inden I udviklede app’en og fik den på Google Play?

»Vi har tidligere fået app’en godkendt uden bemærkninger, så det kommer meget bag på os, at den nu er fjernet. Det virker, som om Google har fundet en ny måde at håndhæve deres politik på i forhold til tidligere,« siger Rasmus Jensen til Version2.

Danske Spil har kontaktet Google for at få en forklaring og en afklaring, men afventer stadig svar.

»De har en global politik om spil-apps, men hvad det helt præcist betyder, lader vente på sig fra Googles side. Vi er i dialog med Google og forventer at få svar fra dem i løbet af denne uge, så vi hurtigst muligt kan finde en løsning. Vi skal have app’en tilbage så hurtigt, vi kan,« siger Rasmus Jensen, der ikke vil give en tidshorisont for en løsning.

Indtil da kan spilleglade Android-ejere bruge browseren og websiden Danskespil.dk, hvis man har en konto hos Danske Spil, fortæller han. Websiden er optimeret til mobilbrug og har samme funktionalitet som den nu forbudte app.

Samme funktionalitet har også Danske Spils app til iOS, som er kommet igennem den ellers i folkemunde meget strengere godkendelsesprocedure i Apples App Store uden problemer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jesper Lund Stocholm Blogger

Så jeg kan ikke rigtigt se hvad problemet er for Danske Spil.


Problemet er vel to-fold:

  1. Deres kernekunder er måske ikke vante til at hente programmer fra andre kilder end Google Play
  2. Sikkerhedsmodellen i Android lægger op til, at hvis man installerer ting fra andre Stores end Google Play, så er man sikkerhedsmæssigt ude på et skråplan. Danske Spil er måske ikke interesserede i at tvinge deres brugere til dette.
Jan Lunddal Larsen

iOS udgaven blev sikkert godkendt fordi den ikke indeholder noget reelt udover en resultatliste.

Resten er bare links der åbner webudgaven i Safari - ikke engang embedded i app'en, men man bliver smidt over i Safari - og der kommer så i øvrigt en pop up om at man kan tilføje siden til hjemmeskærmen.

Jens Bech

Massive TV kampagner lokker befolkningen ud i hasardspil, på trods af, at man kender konsekvenserne. Hvem husker ikke Bjørn Tidemand, som fik sit liv ødelagt af hasardspil. Hasardspil har været forbudt, dengang Danmark stadig havde sin "kristne sjæl" hvor man ikke ønskede "næsten" i uføret! Nu er der givet grønt lys for hasardspil! Men ikke overalt i verden- Tak Google!

Log ind eller Opret konto for at kommentere