Har du købt en tablet med Windows 8 RT eller en Windows Phone 8-model, skal du ikke forvente at se apps fra Google lige foreløbigt på dit nye apparat.
Selvom Google gør meget ud af apps til Gmail, Google Drive og senest Google Maps til iOS, som konkurrerer med firmaets egen Android-platform, er der ingen interesse hos Google i at udvikle apps til Windows 8 og Windows Phone 8.
Det fortæller Googles produktchef for Google Apps, Clay Bavor, til det britiske it-medie V3.
»Vi har ingen planer om at bygge Windows-apps. Vi er meget forsigtige med, hvor vi investerer, og vi vil være der, hvor brugerne er, men de er ikke på Windows Phone eller Windows 8,« siger han til V3.
Udmeldingen kan ses som drilleri mellem de to it-giganter, men rammer ned i et af Microsofts store problemer lige nu, nemlig at de nye platforme Windows 8 og Windows Phone 8 lider under manglen på applikationer i forhold til Android og iOS.
Især Windows 8 RT, som er en mellemting mellem en smartphone- og en desktop-platform, har Microsoft brug for apps. Microsofts egen tablet Surface er således udstyret med Windows RT, ligesom en del af de nye hybrid-computere, der så dagens lys i oktober, men de kan kun køre de nye Windows 8-apps, ikke traditionel Windows-software.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.