Google Chrome OS kun klar i beta-version - premieren udskudt til sommeren 2011

Google præsenterede den første netbook med Chrome OS. Men den er kun til betatestere, og den egentlige lancering af det nye styresystem bliver udskudt til anden halvdel af 2011.

Det netbaserede styresystem Chrome OS skal være simpelt og nemt for brugeren ? men det er åbenbart ikke helt simpelt at få til at fungere for Google selv. I hvert fald måtte firmaet udskyde lanceringen igen, denne gang til 'anden halvdel af 2011'. Det skriver it-mediet V3.

Men på et pressemøde tirsdag havde Google dog som ventet et stykke hardware med Chrome OS at vise frem. Netbook-computeren Cr-48 er første bud på en Chrome OS-maskine, og den vil blive delt ud til udvalgte beta-testere verden over.

Blandt andet vil tilfældige Chrome-brugere blive valgt ud, ligesom fans af Chrome OS på Facebook automatisk er med i lodtrækningen. Man kan også tilmelde sig på Googles webside.

Maskinen er en 12-tommers netbook med Atom-processor og tastatur i fuld størrelse. Batteritiden bliver på otte timers brug, og der er indbygget 3G-modem, da Chrome OS i grove træk på overfladen består af en browser, der forbinder brugeren med webapplikationer.

Der er også blevet plads til utraditionelle løsninger, for eksempel at droppe Caps Lock-tasten helt.

»Det er vores bidrag til at gøre diskussioner på internettet mere civiliserede,« sagde Googles produktchef Sundar Pichai på pressemødet.

Når Google engang i 2011 er klar til den fulde lancering, sker det med hardware fra Samsung og Acer, i USA følger der et abonnement på mobilt bredbånd med fra Verizon, hvor brugerne får 100 megabyte trafik gratis om måneden. Det kan så udvides mod betaling, blandt andet vil der komme et "taletidskort"-tilbud om ubegrænset trafik en hel dag for 10 dollar.

På pressemødet præsenterede Google også den nye Chrome Web Store, hvor man kan købe og sælge adgang til webapplikationer. Den virker dog foreløbigt kun i USA.

Chrome OS er Googles bud på et sikkert og simpelt styresystem, hvor næsten alt vil ske gennem en internetforbindelse. Projektet blev annonceret i sommeren 2009, og i første omgang lovede Google, at lanceringen ville ske i begyndelsen af 2010. Det er senere blevet udskudt flere gange, og nu altså igen til midten af 2011.

Læs også Googles eget blogindlæg om nyhederne.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Nick Nissen

Det Chrome OS i linker til er ikke det originale Chrome OS ikke bruger GNOME, Wine, Pidgin elle nogen af de andre programmer der bliver linket til. domænet er også ejet af en Polak og hosted hos OVH.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere