Google ændrer på søgemaskinen efter EU-bødetrusler

Googles søgemaskine vil i Europa fremover vise klart, når Google promoverer egne tjenester. Sådan lyder en ny aftale med EU’s konkurrencemyndigheder.

Når europæerne søger efter noget på nettet, sker der 83 procent af gangene med Googles søgemaskine, og det har givet internetgiganten en helt dominerende position, som ifølge konkurrenter er blevet udnyttet til blandt andet skjult reklame for andre Google-tjenester.

For at undgå en sag hos EU's konkurrencemyndighederne - og en potentiel bøde på op til 28 milliarder kroner - har Google valgt selv at komme med indrømmelser og har indgået en aftale med EU-myndighederne. Det skriver New York Times.

Parterne har aftalt en testperiode på en måned, hvorefter EU-folkene vil vurdere, om ændringerne fra Googles side er vidtgående nok. Den afgørelse falder på den anden side af sommerferien. Bliver Googles indrømmelser godkendt, skal de gælde de næste fem år.

Ændringerne består primært i, at Google klart skal markere, når et søgeresultat stammer fra en anden Google-tjeneste. På linje med det browser-menukort, Microsoft blev tvunget til at acceptere i Windows, skal Google også vise vej til alternative tjenester med særlige søgespecialer, for eksempel en flybillet-søgemaskine.

Links, som Google tjener penge på, skal markeres tydeligt, og på områder hvor alle links giver penge i Googles kasse, for eksempel shopping-søgemaskinen, skal Google give plads til, at konkurrenter kan købe plads blandt resultaterne også.

Google News-tjenesten, som har været meget kritiseret af avisudgivere, skal også ændres, så en avis selv kan styre, hvilket indhold, som Google kan indeksere og vise i oversigten. I dag er det alt eller intet, og nogle aviser har oplevet, at de nærmest forsvandt fra Googles søgemaskiner, hvis de ikke accepterede Googles vilkår.

Fairsearch Europe, en organisation som Microsoft, Nokia, Oracle og andre Google-konkurrenter står bag, kritiserer prøveperioden på én måned for at være alt for kort, mens andre konkurrenter mener, at Googles forslag generelt er alt for vagt.

Læs også: Googles konkurrenter klager til EU over Android-misbrug

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Rene Andersen

Hold da op noget bavl.
Hvis jeg ville se resultater fra f.eks bing (hvad jeg ikke vil), mon så ikke jeg brugte bing. Jeg kan da godt forstå at folk bliver chokerede over at se reklame fra Google, når de bruger deres søgemaskine (ironi kan forekomme). Hold da op noget bavl.

Log ind eller Opret konto for at kommentere