Google ændrer licensbetingelser efter kritik

Google vil nu ændre dets licensbetingelser til webbrowseren Chrome efter kritik af, at den første version reelt gav Google rettighederne til alt, brugerne indtastede.

Afsnit 11 i licensbetingelserne til Googles nye webbrowser Chrome, som blev sendt i betatest tirsdag, fik hurtigt flere brugere til at lange ud efter internetgiganten.

Afsnittets ordlyd ville umiddelbart give Google rettighederne til alt, hvad brugerne indtastede i browseren.

Det vil Google nu lave om på, skriver nyhedstjenesten CNET. Selskabet oplyser, at det benyttede dets generelle licensbetingelser fra dets andre tjenester, og det nu har vist sig, at disse betingelser ikke er kompatible med en webbrowser.

»Vi arbejder på hurtigt at få ændret ordlyden i afsnit 11 af licensbetingelserne til Google Chrome,« skriver Google i en e-mail til CNET.

Ændringerne vil også komme til at gælde for de brugere, som allerede har downloadet Google Chrome.

Google har flere gange tidligere været genstand for kritik omkring de data, selskabet opsamler fra brugerne af dets tjenester. Selvom Google nu ændrer i ordlyden af licensen, så vil det kun betyde, at brugerne ikke længere overdrager retten til blogindlæg, sådan som den oprindelige version kunne udlægges.

Google vil fortsat indsamle data baseret på, hvad brugerne indtaster i browserens kombinerede søgefelt og adresselinje. Det vil blandt andet inkludere brugerens IP-adresse.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Anonym

Problemet er overvågningsmekanismen - ikke licensen.

Hvis systemet var designet med respekt for sikkerheden ville licensen ikke være et problem.

Men licensen dokumenterer bare hvordan den faktiske kultur er og hvad der optimeres efter.

"do no evil" virker mere og mere som retorik uden indhold.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere