Google åbner en ny front i kamp om skyen

Googles datacenter i Iowa, USA, ligner de fleste af den slags centre: række efter række af servere, der knuser tal og gemmer data. Hos Google bruges de fleste af kræfterne på virksomhedens egne tjenester, men søgegiganten vil gerne bide skeer med Amazon og Microsoft, der er giganterne på markedet for cloudtjenester til virksomheder. Illustration: Connie Zhou
Børnetegningens sky med bløde buler har inspireret til mange it-logoer. Men virkeligheden er hård konkurrence og firkantet hardware.

Alle taler om ‘skyen’. De færreste tænker over, at skyen i virkelig­heden er store haller fyldt med servere og harddiske, som via kraftige netværk leverer data til alle vores mobil- og webapplikationer.

Når nogen ‘går i skyen’, så lejer de en lille bid af den enorme regnekraft og datakapacitet i disse kolossale datacentre.

Det betyder også, at der er mange penge i at kunne bygge og drive de datacentre, der udgør skyen, og her er Amazon Web Services suverænt størst, når man ser på den del af skyen, der betegnes Infrastructure-as-a-Service i public clouds. Bag betegnelsen ligger blot, at Amazon er bedst til at sælge virtuel serverkapacitet i et datacenter, hvor kunderne deles om hardwaren.

Amazons enorme sky er født af et firma, som har sine rødder inden for internethandel, og en ny udfordrer fra en anden branche er nu for alvor på vej ind i kampen.

Google skifter strategi

Google, som tjener milliarder på annoncer i forbindelse med internet­søgninger, har ambitioner om at få en stor bid af dét marked, Amazon lige nu dominerer.

Denne ambition kom meget tydeligt til udtryk, da Google tidligere på måneden afholdt konferencen Google Cloud Next med cirka 10.000 deltagere – en konference, som var vokset fra et meget mindre arrangement året før.

Målgruppen var kunder og partnere, og det signalerer et skift i Googles strategi.

»Google har nogle gode teknologier men mangler endnu et stærkt partnernetværk, som kan få teknologien ud til kunderne og integrere det i infrastrukturen,« siger chef­analytiker Anders Elbak fra analysefirmaet IDC.

Læs også: Google: Alle skal kunne bruge kunstig intelligens

30 milliarder dollars på skyen

Google står i den lidt paradoksale situation, at selskabet faktisk har en af de største skyer – hvis ikke ligefrem den største – hvis man tæller servere, storage og netværk sammen.

Langt det meste bruges til at drive Googles egne tjenester, især søgemaskinen og YouTube, men det betyder, at Google bruger store summer og mange mandeår på at udvikle cloud-teknologier og opbygge datacentre. I princippet bør det altså være lige til højrebenet for Google at sælge ud af sin kapacitet og ekspertise.

»Vi har investeret 30 milliarder dollars i vores infrastruktur. Vi har pengene, og vi har teknologien,« sagde Googles bestyrelsesformand, Eric Schmidt, på Google Cloud Next.

Men virkeligheden er lige nu ikke sådan for Google. Analysefirmaet Gartner placerer ganske vist Google på en tredjeplads inden for public cloud-Infrastructure-as-a-Service, men det er ikke engang i samme kvadrant som Amazon og Microsoft, der er de to eneste, der ligger i den ‘magiske’ kvadrant i Gartners analyse fra 2016.

Google har altså visionerne, men er langt bagud i forhold til at udføre dem.

På konferencen talte Google først og fremmest om selskabets egen sky. Den helt store konkurrent, Amazon, blev kun kort nævnt, og det var i forbindelse med, at Google affyrede sit seneste skud i en priskrig, som har raseret blandt cloud-udbyderne det seneste år på den helt rå ydelse for serverkapacitet.

Kunstig intelligens

Når man hører, at de tre største udbydere af cloud computing er Amazon, Microsoft og Google, så rejser det spørgsmålet: Hvor er HP, IBM eller Dell? Svaret er, at de stadig leverer indmaden til de store datacentre, men kun i begrænset omfang har formået at etablere deres egne store datacentre.

IBM er ganske vist stadig stor inden for dét, der kaldes managed hosting eller private cloud, men det er altså internetbutikken Amazon, der er størst på salg af computerkraft.

Det hænger sammen med, at hardwaren ikke længere er så vigtig som tidligere. I dag er hardwaren standardiseret gennem eksempelvis Open Compute Project, som Facebook tog initiativ til. På cloud-markedet skal man skille sig ud gennem tjenester, software og pris.

Amazon har gjort det ved at være først med selvbetjeningsløsninger. Microsoft har gjort det ved at supplere rå infrastruktur med tjenester fra Windows-produktkataloget. Og Google vil gøre det gennem kunstig intelligens.

»Skyen er ikke længere bare et sted, hvor en startup-virksomhed kan begynde, fordi det er billigt. Skyen er heller ikke længere bare et sted, hvor man køber ekstra kapacitet,« sagde chef for Google Cloud Diane Green på Google Cloud Next.

Google forsøgte på konferencen at få drejet samtalen om cloud ind på Googles kernekompetencer inden for blandt andet machine learning og big data. Google har eksempelvis udviklet Tensorflow, der omfatter en række værktøjer til machine learning, og Big Query, som er Googles værktøj til store data­analyser.

Læs også: Googles Cloud Spanner lover at blande det bedste fra nosql og relationelle databaser

Mangler erfaring som leverandør

Tilsammen havde Amazon, Microsoft, IBM og Google to tredjedele af hele cloud-markedet i 2016 ifølge analysefirmaet Synergy Research Group. IBM’s andel var primært private skyer, og Amazon er tre gange større end Microsoft, som er den nærmeste konkurrent. Google havde dog den kraftigste vækst i 2016, og det afspejler, at cloud-markedet langtfra er konsolideret.

Google har to særlige fordele i konkurrencen med især Amazon. Google har en stor fysisk infrastruktur og mange års erfaring med store datacentre og drift af globale netværk. Google er også i højere grad end Amazons cloud-selskab et softwarefirma, som har udviklet mange af de teknologier, som danner grundlag for skyen.

Eksempelvis er tendensen i øjeblikket, at man går væk fra den klassiske virtuelle maskine, der simulerer en fysisk server med et fuldt styresystem, og over til containere, som er mindre enheder, der blandt andet kan dele styresystemet med hinanden. Her har Google udviklet Kubernetes, der lige nu er det mest benyttede værktøj til at styre containere. Alle disse teknologier er dog open source, som eksempelvis også Microsoft har taget til sig.

Google har altså teknologierne, infrastrukturen og pengene. Google har også et godt ry inden for kunstig intelligens, men Google har kun begrænset erfaring med at være leverandør til de store virksomheder, som vil være dem, der skal lægge de store ordrer.

Google har en styrke i at tænke som en startup-virksomhed, men det spiller ikke altid godt sammen med de tunge virksomhedskunder. De er ikke vant til at skrinlægge fejlslagne projekter hurtigt og skifte kurs som en startup, så Google skal overbevise dem om, at selskabets tjenester ikke forsvinder med kort varsel – som det skete med samarbejdsværktøjet Google Wave, der efter knap tre års levetid blev lukket i 2012.

Denne artikel stammer fra avisen Ingeniøren, fredag.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
René Løhde

Har nu læst hele artiklen og forsøger stadig afgøre hvad den nye front er?

...kan komme frem til "Målgruppen var kunder og partnere, og det signalerer et skift i Googles strategi."

Håber V2 holder os opdateret på den nye front, for det er da helt vildt det der!

Log ind eller Opret konto for at kommentere