Google åbner for login med fingeraftryk i Chrome på Android

Fingeraftryk til web-login er nu på Googles egne Pixel-enheder, og senere på ugen vil det være muligt at bruge teknologien på alle enheder med Android 7 og opefter.

Nu vil Google udvide mulighederne for, at Android-brugere kan benytte deres fingeraftryk til at logge på Googles tjenester. It-giganten har annonceret, at man i denne uge vil gøre det muligt at logge ind med fingeraftryk på Googles web-tjenester fra Chrome på mobiltelefoner med Android 7 og nyere.

Det skriver Digi.no med henvisning til et blogindlæg fra Google selv.

Googles nye tiltag om at lade brugerne logge på tjenester med fingeraftryk i stedet for almindelige kodeord bygger på FIDO2-standarden, W3C WebAuthn og FIDO CTAP.

FIDO2 er et sæt standarder, som gør det muligt at logge på hjemmesider og applikationer via biometriske løsninger, mobile enheder eller fysiske sikkerhedsnøgler.

Ifølge Google har man netop valgt at bruge FIDO2 i stedet for andre fingeraftryks-API’er, fordi FIDO2 også fungerer på hjemmesider.

Dermed åbner implementeringen af FIDO2 for, at brugere nu kan anvende fingeraftrykket til at logge ind på Googles tjenester i mobilens Chrome-browser.

Kommer til nyere enheder

Hidtil har Android-brugerne haft mulighed for at benytte sig af deres fingeraftryk til at få adgang til enkelte Google-tjenester på deres mobil. Det har blandt andet været muligt at bruge fingeren til autentifikation, når man køber over betalingssystemet Google Pay.

Andre store it-virksomheder har også prøvet kræfter med FIDO-certificering. Tidligere i år meddelte Microsoft, at man ville gøre det muligt at logge på Windows 10 med fingeraftryk baseret på teknologien.

I forbindelse med annonceringen har Google meddelt, at fingeraftryk aldrig bliver sendt til Googles servere. De bliver derimod lagret på telefonen, oplyser virksomheden.

Den nye metode til at logge ind bliver rullet ud i løbet af de kommende dage. Allerede nu er den tilgængelig på Googles egne Pixel-enheder, og senere på ugen vil teknologien være mulig at bruge på alle enheder med Android 7 og opefter.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize