Godt nyt til tech-folket: Nu kan du teste NemID uden at bruge dine egne nøgler

Opdateret: Digitaliseringsstyrelsen lancerer et demo-miljø til NemID og Digital Post.

Nu er det slut med at brænde igennem nøglerne med al aktiviteten på nøglekortet for teknisk interesserede og it-journalister, der vil afprøve forskellige ting i forhold til NemID og Digital Post.

Digitaliseringsstyrelsen har lanceret et demo-miljø, der gør det muligt at afprøve de digitale tjenester ved at logge ind med test-data, så det ikke er nødvendigt at hive sit eget nøglekort frem.

»Demomiljøet skal understøtte og forbedre indsatsen over for de borgere, der fortsat har behov for hjælp til at kommunikere digitalt med det offentlige,« oplyser Digitaliseringsstyrelsen på sin hjemmeside.

Primært rettet mod borgerservice

Version2 har kort været omkring sitet demo.borger.dk, hvor det var muligt at teste NemID. Det fungerede umiddelbart efter hensigten. I skrivende stund er det dog ikke muligt at tilgå demo.borger.dk fra en enkelt af redaktionens Firefox-browsere. Browseren brokker sig over, at der bliver anvendt et ugyldigt certifikat.

Andre browsere på redaktionen kan umiddelbart godt komme på demo-sitet.

»Demomiljøet er et læringsmiljø og demonstrationsredskab, som frit kan anvendes til support, hjælp og undervisning i NemID og Digital Post. Demomiljøet er dog primært rettet mod landets borgerservicecentre, biblioteker og it-undervisere, som kan bruge demomiljøet i deres hjælp til ikke-digitale og it-svage borgere,« slutter Digitaliseringsstyrelsen fortællingen om det nye demo-site.

Opdatering 12:15 12. februar med kommentar fra Digitaliseringsstyrelsen vedrørende problemer med SSL-certifikat:

demo.borger.dk skulle igen være tilgængelig for alle klienter, fremgår det af en mail fra Digitaliseringsstyrelsens pressekontakt:

»Demo.borger.dk er et demo-site som udelukkende anvendes til test. Data og funktioner på sitet er fiktive og kan kun anvendes i testøjemed. Sitet er teknisk set 100% adskilt fra Borger.dk. Demo.borger.dk kan tilgås via adresserne http://demo.borger.dk og https://demo.borger.dk. Vi har i dag haft en fejl på demo-sitet https://demo.borger.dk, som gav en meddelelse om en sikkerhedsfejl. Fejlen er rettet og har udelukkende været i demo-miljøet, og der har ikke været hverken været fejl eller sikkerhedsrisici på Borger.dk.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (12)

Jan Christensen

Pt. ved mig så bruges der et certifikat som er udstedt til *.azurewebsites.net

Så jeg håber da ikke at der er nogle af jeres browsere der har gået derind uden at brokke sig (med mindre de selvfølgelig har haft ændret certifikatet fordi de arbejder på det pt).

Emil Stahl

I linker i artiklen til https://. Går jeg ind på https, så brokker Safari, Chrome og Firefox sig. Går jeg ind på http:// klager de sjovt nok ikke.

Kære Version2 journalister, prøv lige at test igen, både med og uden https ;)

Jakob Møllerhøj Journalist

Kære Version2 journalister, prøv lige at test igen, både med og uden https ;)

Kære Emil, jeg har testet like there was no tomorrow :-)

Forklaringen, jeg får i Firefox her på Ubuntu er:

'This site uses HTTP Strict Transport Security (HSTS) to specify that Firefox only connect to it securely. As a result, it is not possible to add an exception for this certificate.'

Så uanset om jeg skriver http(s) i URL'en, forsøger Firefox, modsat Chrome, på min maskine, at oprette en sikker forbindelse. Og den sikre forbindelse vil Firefox så ikke være med til på grund af certifikat-problemer. Jakob - Version2

Emil Stahl

Forklaringen, jeg får i Firefox her på Ubuntu er:

'This site uses HTTP Strict Transport Security (HSTS) to specify that Firefox only connect to it securely. As a result, it is not possible to add an exception for this certificate.'

Der er ingen HSTS header (Strict-Transport-Security:) på demo.borger.dk.

Der en dog en på borger.dk med includeSubDomains. Jeg har besøgt borger.dk, så min browser burde som din Firefox gør, viderestille mig til https. Det er gør den bare ikke.

Men nu fandt vi da en forklaring på det :) Jeg har lige fortalt Digitaliseringstyrelsen det.

Emil Stahl

Det har jeg også ;)

Det virkede :)

Har kun været tænkt, som en demo af borger.dk - hvorfor der ikke tidligere har været et certifikat til sitet – https giver en fejl pga. det manglende certifikat.
Da der har været flere henvendelser om dette, har vi nu bestilt et certifikat - så både http og https virker i løbet af få dage.

Jakob Møllerhøj Journalist

Jeg har opdateret artikel med et svar fra Digitaliseringsstyrelsen, der nu skulle have fikset SSL-certifikatet:

Styrelsen oplyser via mail:
»Demo.borger.dk er et demo-site som udelukkende anvendes til test. Data og funktioner på sitet er fiktive og kan kun anvendes i testøjemed. Sitet er teknisk set 100% adskilt fra Borger.dk. Demo.borger.dk kan tilgås via adresserne http://demo.borger.dk og https://demo.borger.dk. Vi har i dag haft en fejl på demo-sitet https://demo.borger.dk, som gav en meddelelse om en sikkerhedsfejl. Fejlen er rettet og har udelukkende været i demo-miljøet, og der har ikke været hverken været fejl eller sikkerhedsrisici på Borger.dk.«

Jakob - Version2

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer