Godt nyt for Gmail-afhængige: Nu kan du nemt skifte mellem flere Google-konti

Skift mellem flere forskellige Gmail-konti, uden at logge ud og ind. Det er nyeste tilbud fra Google.

Da Berlingske Media skiftede alle 2.800 medarbejdere over til Googles e-mail, kalender og online-kontorpakke, fik mange af de ansatte startet en slåskamp i browseren.

Hvis de brugte Gmail privat, og normalt havde et faneblad med den konto åben, karambolerede det med firmaets nye Google-abonnement. Løsningen kunne være at køre de to Google-tjenester i forskellige browsere.

Men nu er tiden omme for den slags tricks, for Google har endelig fundet frem til en løsning, hvor det er smertefrit at have flere forskellige Google-konti i gang i browseren på én gang, afhængigt af hvilke Google-services, man bruger.

I stedet for at man skal logge ud og ind for at skifte til en anden konto, kan man nu blot skifte mellem dem med et enkelt klik. Det skriver The Register.

Men funktionen virker endnu ikke til Google Docs, hvilket betyder, at Gmail-glade ansatte i virksomheder, som bruger Googles tekstbehandling, må vente lidt endnu, før det bliver helt anvendeligt. I første omgang er det Gmail, kalenderen, Reader, Sites, Voice, App Engine og Google Code som får funktionen Multiple Sign-in.

Det er heller ikke endnu muligt at kombinere den fælles login med at bruge Googles tjenester offline, ligesom at kalender-vinduet i Gmail ikke virker.

Den nye funktion vil blive rullet ud til alle de kommende dage og kan derefter slås til under 'personlige indstillinger'.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere