Github: Nu har Python overhalet Java for første gang
Microsoft-ejede Github laver hvert år en stor rapport – The state of the octoverse – som afdækker megen interessant information om de mere end 40 millioner udviklere, som benytter platformen.
Rapporten indeholder blandt andet statistik over, hvilke programmeringssprog der er de mest populære, og hvilke sprog der vokser hurtigst.
Statistikken over de mest populære sprog er lavet ved at rangere sprogene efter antallet af unikke bidragsydere til offentlige eller private repoer på Github.
I lighed med tidligere år troner Javascript fortsat helt på toppen, men nyt i år er, at Python for første gang overhaler Java som det næstmest populære programmeringssprog.
På en fjerdeplads, efter Java, kommer PHP – som har haft fjerdepladsen helt siden 2015, da det blev overhalet af Python.
Dette er hele top-listen:
Javascript er også det mest populære sprog i Stack Overflows årlige rapport, som også inkluderer HTML, CSS og en del andet, som ikke er med i Octoverse-rapporten fra Github. Men også i Stack Overflows oversigt ligger Python foran Java.
Github skriver i rapporten, at noget af forklaringen på Pythons fremgang er, at der bliver stadigt flere data scientists – og at mange af de populære frameworks og værktøjer, som bruges i data science-sammenhæng, i høj grad baserer sig på Python. Som eksempel nævnes, at antallet af Jupyter Notebooks er vokset med 100 procent hvert år de seneste tre år.
Disse sprog vokser hurtigst
Ifølge Githubs statistik voksede brugen af Python med 151 procent fra 2018 til 2019. Der er imidlertid andre sprog, som vokser langt hurtigere.
Hurtigst voksende sprog
1. Dart – 532%
2. Rust – 235%
3. HCL – 213%
4. Kotlin – 182%
5. TypeScript – 161%
6. PowerShell – 154%
7. Apex – 154%
8. Python – 151%
9. Assembly – 149%
10. Go – 147%
*Kilde: Github, State of the octoverse 2019*
Typescript voksede med 161 procent og er, som det fremgår af grafen, hoppet hurtigt op ad listen over de mest populære programmeringssprog. Sproget er udviklet af Microsoft som et supersæt af Javascript og giver mulighed for statisk typing – noget, som mangler i Javascript.
Da det er et supersæt af Javascript, vil alle gyldige Javascript-programmer også være gyldige Typescript-programmer; noget, som gør, at sproget er let at komme i gang med. Typescript-kode transkompilerer til Javascript.
Også Rust og Kotlin vokser hurtigt, men det sprog, som vokser hurtigst, er Google-udviklede Dart – med en vækst på hele 535 procent.
Det er dog ikke nok til at få sproget med på listen over de ti mest populære sprog.
Årsagen til Darts vækst er muligvis, at sproget bruges i forbindelse med Googles applikations-framework Flutter, som skal gøre det enklere at lave krydsplatform-apps, som fungerer på både web, iOS og Android.
44 millioner nye repoer på et år
Mange udviklere udtrykte skepsis, da det blev kendt, at Microsoft ville købe Github, men der er meget lidt, som tyder på, at kunderne er flygtet fra platformen.
Hele 10 millioner af platformens 40 millioner brugere er nemlig kommet til i løbet af det seneste år ifølge rapporten.
Mere end 44 millioner nye repoer blev oprettet på Github i løbet af det seneste år, og der var 44 procent flere udviklere, som oprettede deres første repo i 2019 sammenlignet med 2018.
Du kan læse hele rapporten og se andre tal – såsom hvilke områder i verden som bidrager mest til open source-kode – hos Github.
Artiklen er fra digi.no.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.