GitHub fylder 10: Nu tænker vi på de næste 100 millioner udviklere

Illustration: Github
Kodeplatformen forventer mere automatiseret softwareudvikling i fremtiden.

»Vi er virkelig stolte af sitet, og vi har så mange ideer for fremtiden – dette er bare begyndelsen.«

Sådan skrev GitHubs medstifter og CEO Chris Wanstrath på selskabets blog, da sitet officielt gik live og ud af beta. Det er i denne måned 10 år siden.

»Når vi ser tilbage på det seneste årti, er det ikke noget individuelt stykke software, vi husker, det er, hvad folk har gjort med det,« skriver Chris Wanstrath i et nyt blogindlæg, der markerer milepælen.

Da GitHub gik live, kunne ingen have forestillet sig antallet af projekter, som platformen ville blive hjem for, skriver Wanstrath om kode-platformen, der er blevet standard for opbevaring og deling af kode – særligt for open source-projekter.

Læs også: Verdens største DDoS-angreb sendte Github til tælling - i under ti minutter

Allerede i slutningen af sidste år kunne GitHub på selskabets Universe-konference fejre en uofficiel fødselsdag med 10-året for den første Git-commit til koden, der skulle blive GitHub.

»Vi troede aldrig, at GitHub ville blive så stort,« sagde Chris Wanstrath ved den lejlighed ifølge IDG Connect.

»Det, vi tænker på nu, er de næste 100 millioner udviklere,« forklarer Wanstrath, der forudsiger, at GitHubs næste ti år vil se en udvikling, hvor kodning kommer til at handle mindre om kodning.

Læs også: Github sætter turbo på Atom-editor

Kødet i et hvert softwareprojekt er ikke koden – men det, du bygger, og den effekt, det har, lyder det fra Chris Wanstrath, der forventer, at langt flere vil udvikle software i fremtiden, men at færre vil rent faktisk skrive kode.

»I sidste ende kommer der til at være zero code. Ikke for alting, men for visse projekter kommer du ikke til at skulle kode overhovedet. Vi skal ikke blot automatisere varehuse og lægeklinikker, vi kan også automatisere software-udvikling,« siger han.

Mens ambitionerne for GitHub er store, så er det endnu usikkert, hvor solid forretningsmodellen er. I 2016 mistede selskabet ifølge Bloomberg 66 millioner dollars, og 27 millioner dollars året før.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere