Github-data antyder, at open source triumferer

Illustration:
Programmeringsportalen Github har offentliggjort en graf, der viser udviklingen i popularitet af forskellige programmeringssprog. De førhen så lukkede platforme Java og Microsofts C# vinder frem og antyder dermed, at open source-tanken lever i allerbedste velgående.

Hjemstedet for open source-programmering, Github.com, har offentliggjort data over de mest anvendte programmeringssprog på sitet og tegnet en graf over udviklingen over tid. Den viser, at ‘gamle’ sprog, der tidligere primært har været anvendt i proprietære sammenhænge, nu i stor stil anvendes af de open source-orienterede programmører.

Illustration: Github.com

Læs også: Stephen Hawkings tale-software bliver open source

Det skriver Wired.

Det er særligt udviklingen i populariteten af Java, som siden 2008 er gået fra at være det syvendemest anvendte sprog på sitet til i 2015 at ligge nummer to, der er iøjefaldende. Ifølge Github-medarbejder Ben Balter er den udvikling primært drevet af Java-kode i åbne depoter på sitet.

Læs også: Intel bakker op om Open Source Virtual Reality

Også Microsofts C# har det seneste år taget et solidt hop op ad grafen over populære sprog og er nu det ottendemest populære på Github, og det får Wired til at udråbe sejren til open source i kampen mellem lukkede og åbne kildekoder.

Læs også: Open source-udvikler efter fiffig test: Folk læser faktisk min kode

Det er dog værd at bemærke, at Wired's analyse af den frie software-triumf ikke er uden sine huller, da den udelukkende hviler på Githubs egne data, som i selve sin grundtanke er en portal, der tiltrækker netop open source-programmører.

Ben Balter peger dog på, at en stor del af den positive udvikling for især Java nok skyldes, at Google har udnævnt sproget som platform for dets applikationer på Android-enheder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Laila Jasmin Pedersen

Spændende artikel, men lidt misvisende overskrift.

Når man er journalist eller skriver artikler, så må man godt være kildekritisk. Når man påstår, at en undersøgelse "påviser" et-eller-andet, så skal man lige se på, hvem der har lavet undersøgelsen.:-) Her er det, som I selv skriver, "Hjemstedet for open source-programmering", der har lavet en undersøgelse, der "viser" at open-source triumferer. Det ville vel svare til at IBM laver en "undersøgelse", der viser at z/OS triumferer eller Microsoft leverer en "undersøgelse", hvor deres "Edge"-browser triumferer. Min gamle matematik-lærer i skolen sagde "Med statistik kan man bevise alt", og så nævnte han et eksempel hvor man statistisk kunne påvise en sammenhæng med cancer i befolkningen og udbredelsen af fastlinie telefoner i Danmark - ret grinagtigt!

Dermed ikke sagt, at det er en interessant statistik, som Github lægger frem. Det som jeg umiddelbart kan læse ud af statistikken er, at sprog med fokus i eller baggrund i online-verden er repræsenteret i stor grad. Men i det kritiske lys, så lad os tage en af artiklens "konklusioner" - Java's fremdrift skyldes Google's Android, det meget vel være rigtigt, men lad os nu lige kigge på et vigtigt aspekt i statistikken - tid. Selvom den første Android telefon kom på markedet i slutningen af 2008 (Kilde: Wikipedia), så lancerede Google først deres Nexus- i 2010, men prøv at se på Java's vækst - den er flad mellem 2010 og 2011. Så Java's succes er vist ikke alene Google's fortjeneste. Det der især stikker i øjnene på det argument, er også andelen af Objective-C, der jo er/var konkurrerende platform, som jo også har en betydlig udbredelse i den virkelige verden, men de programmører anvender jo tydeligvis ikke Github.

Så mon ikke at artiklens overskrift skulle være "Den overvejende brug af Github udgøres af Open Source"? Men selvfølgelig, det fænger jo ikke på samme måde.

  • 4
  • 0
#2 David Rechnagel Udsen

Det er ikke GitHub der siger at »åbent programmel har vundet«, det er Wired-artiklen, som Version2-artiklen er baseret på. Selve GitHub-artiklen er enorm tør, det er blot en statistik af populære sprog på siden over tid uden analyse.

Ars Technica har en lang bedre artikel og overskrift, som også understreger det væsentlige her: At frit programmel programmeres i alle sprog, ikke blot de normalt »frie sprog«, men også de normale forretningssprog, såsom Java og C#.

  • 1
  • 0
#3 Laila Jasmin Pedersen

Tusind tak for oplysningen. Jeg kan se ud fra artiklen i Ars Technica, at den faktisk oprinder fra Wired, som har fået leveret data fra Github. Informationen i disse artikler er langt mere nuanceret. Det ville klæde Version 2, at når man istedet for egen research, læner sig op ad andre, at man så anvender en mere repræsentativt gengivelse. Selvfølgelig kan man have nogle "svipsere" i ny og næ, men denne "artikel" bør opdateres, så den gengiver den oprindelige artikel mere korrekt.

Det er godt, at Version 2 holder øje med, hvad der foregår ude i verden og istedet for at vi selv skal rende rundt og søge, men gør det mere loyalt overfor den oprindelige artikel næste gang vil være min opfordring.

God weekend til alle.:-)

  • 3
  • 0
#4 Martin Bernth Editor

Hej Laila,

Tak for kritikken. Selvom jeg sagtens kan se dine argumenter omkring kildekritikken og faktisk også overvejede at smide det forbehold ind, at analysen var Wired's egen og ikke nødvendigvis kunne læses ud af statistikken (det endte med at blive den meget subtile hentydning, formuleret som: '... og det får Wired til at udråbe sejren ...'), er jeg altså ikke enig i din konklusion om, at jeg ikke har citeret loyalt.

Faktisk gjorde jeg - med ovenstående in mente - lidt ud af at holde mig på den nedtonede side af sagen. Jeg skriver intet sted 'påviser', men bruger ret bevidst ordet 'indikerer'. Wired skriver lodret, at open source har 'vundet' over 'closed source', hvilket jeg holdt mig fra, og så synes jeg generelt, at hovedargumentet fra Wired-analysen fremgår af min udgave. Men lad mig endelig høre, hvor du mener filmen knækker, for så vil jeg naturligvis gerne tage det til efterretning og ændre i teksten.

Artiklerne i Wired og Ars Technica har i øvrigt samme forfatter og er - bortset fra overskriften - identiske.

Mvh. Martin, Version2

  • 1
  • 0
#5 Laila Jasmin Pedersen

Hej Martin

Lad mig lige knytte en kommentar til dit svar. Først lad mig sige tak fordi du læser og følger op omkring mine bemærkninger, dejligt. Nu vil jeg blive lidt pedantisk - ordet "indikere" betyder "vise" og ikke "antyde", som måske havde været bedre ? Og så ville det være rart, hvis du som kildekritisk forfatter til artiklen, kommer med din egen vurdering af indholdet, og måske en bemærkning om at kilden til artiklen jo er yderst begrænset.

Igen, tak fordi du læser og kommenterer mine bemærkninger.:-)

  • 1
  • 0
#6 Martin Bernth Editor

Hej igen Laila,

Okay, ja vi er godt nede i detaljen nu, kan jeg se, men jeg vil nu alligevel godt købe 'antyde', så det retter jeg til.

Der skulle nu også være kommet et lidt mere nuanceret forbehold ind, så jeg håber, at vi nu er kommet lidt tættere på hinanden. :)

Tak for feedbacken - og god weekend!

Mvh. Martin, Version2.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere