Github-data antyder, at open source triumferer
Hjemstedet for open source-programmering, Github.com, har offentliggjort data over de mest anvendte programmeringssprog på sitet og tegnet en graf over udviklingen over tid. Den viser, at ‘gamle’ sprog, der tidligere primært har været anvendt i proprietære sammenhænge, nu i stor stil anvendes af de open source-orienterede programmører.
Det er særligt udviklingen i populariteten af Java, som siden 2008 er gået fra at være det syvendemest anvendte sprog på sitet til i 2015 at ligge nummer to, der er iøjefaldende. Ifølge Github-medarbejder Ben Balter er den udvikling primært drevet af Java-kode i åbne depoter på sitet.
Også Microsofts C# har det seneste år taget et solidt hop op ad grafen over populære sprog og er nu det ottendemest populære på Github, og det får Wired til at udråbe sejren til open source i kampen mellem lukkede og åbne kildekoder.
Det er dog værd at bemærke, at Wired's analyse af den frie software-triumf ikke er uden sine huller, da den udelukkende hviler på Githubs egne data, som i selve sin grundtanke er en portal, der tiltrækker netop open source-programmører.
Ben Balter peger dog på, at en stor del af den positive udvikling for især Java nok skyldes, at Google har udnævnt sproget som platform for dets applikationer på Android-enheder.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.