Der er opstået en voksende bekymring hos geografer, der advarer om faren ved deepfakes, som kan bruges til at sprede misinformation med falske satellitbilleder.
Det skriver The Verge.
Allerede i 2019 advarede det amerikanske militær om problematikken med spredningen af deepfake-teknologier. Todd Meyers, analytiker hos ‘National Geospatial-Intelligence Agency’, fortalte dengang, at der blandt andet opstår en risiko for, at militærets software kan snydes af falske satellitbilleder.
Derudover er der risici for, at billederne kan bruges til at sprede løgne om falske naturkatastrofer. Og når det bliver almen viden, at satellitbilleder kan være falske, kan for eksempel Kina påstå, at billederne af landets Uighur-fangelejre ikke er virkelige.
Bo Zhao, assisterende geografiprofessor ved University of Washington, og kollegaer offentliggjorde sidste år en forskningsartikel om faren ved deepfake-satellitbilleder:
»Imens mange, der arbejder med GIS [geografiske informationssystemer], har fejret de teknologiske muligheder ved deep learning og andre former for AI til geografisk problemløsning, så har få offentligt anerkendt eller kritiseret de potentielle trusler, som deepfakes fører med sig indenfor geografi og andre områder,« skriver forfatterne i artiklen.
Bo Zhao uddyber til The Verge, at formålet med forskningen er at gøre den bredere befolkning opmærksom på truslen, og at man i fremtiden ikke altid vil kunne stole på satellitbilleder.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.