Genopstanden Nokia 3310 er mest en marketing-gimmick

Den nye Nokia 3310 har fået kamera og farveskærm, men er på alle måder en telefon fra fortiden. Illustration: Jesper Stein Sandal
Mobile World Congress: Nokia har tiltrukket sig opmærksomhed med en klassiker, og det siger måske mere om selskabets satsning på Android-telefoner.

BARCELONA: Den nye Nokia 3310 er lettere end sin forgænger, har en større farveskærm og har fået et 2 megapixel kamera. Og der er da noget charmerende ved at stå med en klassisk mobiltelefon fra den gang, hvor en topmodel ikke skulle koste på den forkerte side af 6.000 kroner. Men hører telefonen hjemme i 2017?

Nokia - eller helt præcis HMD Global, som står for at udvikle mobiltelefoner med Nokia-navnet - har bragt 3310'eren til live igen, og på visse punkter er resultatet lidt, som hvis udviklingen var gået i stå i 2007. Før den første iPhone.

Den gang var 3000-serien den fornuftige mellemklasse fra Nokia, men den nye model er mere helt nede i discount-klassen, og det er problemet.

Der findes nemlig masser af de såkaldte feature phones på markedet, og mange af dem kan sagtens hamle op med den nye 3310'er. Nokia 3310 mangler eksempelvis muligheden for dual-sim, hvilket nærmest er et must på de markeder, hvor feature phones sælger i millionvis (Nokia har siden præciseret, at telefonen også kommer i en dual-sim-udgave på visse markeder, red.).

Så den nye 3310'er er ikke rettet mod disse markeder. Den er derimod rettet mod de markeder, hvor 3310'eren havde sin storhedstid omkring årtusindskiftet. Spørger man Nokia-folkene, så betegner de den da også som en 'telefon nummer to' - altså en ekstra telefon til når man har brug for en telefon med lang batteritid, som kan holde til lidt mere end en smartphone.

Den vejledende pris er blot 49 euro plus moms, så det er i et prisleje, som knapt kan betale for et par sko.

En Nokia 150 har næsten samme specifikationer som 3310'eren, men føles mere som en moderne telefon Illustration: Jesper Stein Sandal

Men til samme pris kan man købe en Nokia 150, som matcher 3310'eren på flere specifikationer, om end man må nøjes med et VGA-kamera. Så det er ikke, fordi Nokia for alvor bringer noget nyt til markedet med 3310.

Det er ærgerligt, for en hands-on-test af den nye telefon vækker faktisk glæde, fordi det er rart med fysiske knapper, og kombineret med Nokias T9-ordbog er det nemmere at skrive på end Apples standard tastatur på dansk til iPhone.

Man skal dog lige bemærke, at 3310'eren kun har 2,5G mobiltelefoni, så internetadgang er i høj grad som i 2007.

Essensen af 3310'eren er dog, at den er en gimmick. Den er skabt for at få Version2 og hundredvis af tech-journalister fra hele verden til at kigge forbi Nokias stand på Mobile World Congress.

Den nye Nokia 3 er den billigste af de nye Android-baserede telefoner fra Nokia og HMD. Illustration: Jesper Stein Sandal

Det siger en del om dét, Nokia og HMD i virkeligheden gerne vil sælge os, nemlig de nye Android-baserede telefoner. Men selvom især den billige Nokia 3 er en fin telefon i den nedre ende af Android-prisskalaen, så er det også en telefon, der ligner alle de andre Android-telefoner.

Ligesom talrige andre telefonproducenter er indmaden bestilt hos kinesiske storproducenter, og designet er ret ordinært. Softwaren er standardudgaven af Android, så bortset fra navnet er der ikke meget Nokia-identitet over telefonerne.

Nokia har ikke givet os en 3310'er, som den ville se ud, hvis den blev gentænkt som en moderne smartphone. Nokia har heller ikke givet os en Android-telefon med et skud af 3310'erens DNA. I stedet har vi en feature phone og tre Android-telefoner, som ikke er nær så spændende, som Nokias fejlslagne flirt med Windows Phone trods alt var.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (17)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jesper Jepsen

Jeg forundres over hvor blind journalisten er, den nye 3310 er for os der skal bruge en telefon til at tale i og som ikke vil være bundet til en lader. Os der ikke vil smide 1000vis af kroner efter en telefon, os der ikke vil have store flade glasplader i lommerne, os der vil have en telefon der kan holde til virkeligheden.
Der glemmes også at hovedparten af verden ikke bruger smartphones men har brug for tale og evt. SMS så markedet er langt større end Apples marked for iPhone, især når prisen tages med i ligningen.

Et er sikkert når den kommer så bliver der købt en her som arbejdsmobil der kan holde strøm også når du ikke lige husker at sætte den i laderen hver aften.

  • 10
  • 1
Hans E. Jensen

Den nye nokia vil sælge i millioner . Den 3.die verden mangler billige telefoner , der er en verdensdel som kun har mobilnet , hvor man ikke kan købe en iphone pga af pris.
Men dejligt at nokia er igang , de ved trods alt noget om mobiltelefoner.

  • 1
  • 1
Henrik Madsen

Uddyb

Dual-band hentyder til at den kun har en radio der understøtter GSM900 og GSM1800.

Det er såmænd også fint nok i Danmark, men i andre lande vil man ikke kunne få forbindelse da de bruger GSM800, GSM1900 osv. (Forbindelse = Den kan ikke få signal overhovedet, så du kan ikke engang foretage et telefonopkald)

  • 1
  • 1
Ivo Santos

Når nu der findes biler til stort set alle typer af behov, hvorfor skal det så ikke være okay at der også findes telefoner til alle typer af behov?

Jeg har lige købt en dum Nokia 108 for det er alt hvad jeg har brug for. Jeg kunne have købt en billig 'android' telefon, men selv sådan en svarer jo næsten til at man køber en Porche 911 i stedet for en lille bil til under 100.000 kroner.

Marketing-gimmick eller ej, så er jeg glad for at man stadigvæk kan købe normale dumme telefoner, og jeg håber så sandelig ikke at den type telefoner nogensinde forsvinder, eller i hvert fald ikke så længe jeg lever.

  • 2
  • 1
Finn Thøgersen

Der er lidt delte meninger om dette. Visse steder angives båndene at være GSM 1800 / 1900 / 850 / 900 MHz.

Det var nok ikke helt uinteressant at få afklaret det eftersom flere lande angiveligt allerede har startet nedtællingen til at slukke / kraftigt neddrosle 2G nettet for at få flere frekvenser til 3G/4G/5G (dog ikke DK)

Det var jo træls hvis signalet foirsvandt før reklamationsretten udløb :-)

  • 0
  • 0
Albert Nielsen

I Nord- og Sydamerika bruger vi næsten overalt 850 MHz og 1900 MHz, i modsætning til Europa, Asien og Afrika, hvor 900 MHz o 1800 MHz er normen. Af samme grund har jeg to, begge med dual SIM-kort.

Hvis den ny 3310 kun er dual band 900/1800 MHz savner den potentiale til salg til mere end en halv milliard brugere, som ikke har råd til en smartphone. Quad-band og dual SIM efterlyses.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize