Genbrugs-paradoks: Sejlivede stationære pc'er grønnere end bærbare

Bærbare pc'er bliver ofte fremhævet som et miljørigtigt valg, fordi de bruger mindre strøm, men kortere levetid og flere kemikalier kan betyde, at en bærbar reelt er en større miljøsynder end en stationær pc.

Bærbare pc'er er designet til at bruge mindre strøm, fordi det giver dem en længere batteritid. Det lave strømforbrug får også blandt andet Elsparefonden til at anbefale, at organisationer køber bærbare pc'er som led i en strategi om grøn it.

Men ser man på pc'en totale miljøvirkning, så er det langt fra sikkert, at en bærbar pc er grønnere end en stationær pc.

»Der er for eksempel mindre plads til køling i en bærbar, så det betyder, at der bliver brugt flere kemikalier og flammehæmmere. Og de gamle LCD-paneler, som sad i bærbare, var svære at genanvende,« siger produkt- og marketingchef Steen Grønbeck fra Fujitsu i Danmark.

En bærbar pc kan stadig være et miljømæssigt godt valg, hvis man for eksempel har en medarbejder, som både skal bruge den på kontoret og til at arbejde hjemmefra, fordi man på den måde kan reducere antallet af pc'er, der skal bruges til at dække medarbejderens behov.

Mange steder bruger imidlertid i dag bærbare pc'er som erstatning for stationære pc'er. I de tilfælde vil det optimale miljømæssige valg være en tynd klient.

»Hvis du har en bruger, som ikke har særlige behov for grafik, så kan du vælge en tynd klient, som kan have en levetid på fem til syv år og et strømforbrug helt ned til otte watt,« siger Steen Grønbeck.

Ekstraudstyr æder gevinsten
Problemet med bærbare, der bliver brugt som stationære, er nemlig, at man ofte tilslutter pc'en en dockingstation med en ekstern skærm, tastatur og mus. Det betyder, at pc'en reelt kommer til at bruge 40 watt eller mere oveni den bærbares strømforbrug, og dermed nærmer den sig en opsætning med en stationær pc.

Den slags ekstraudstyr er typisk nødvendige for at leve op til kravene til arbejdsmiljø for en kontorarbejdsplads.

Den største omkostning i forhold til miljøet er imidlertid genanvendelsen af materialerne. Dels bliver der brugt flere kemikalier i bærbare pc'er, og dels er det vanskeligere at genbruge komponenterne.

En stationær pc giver typisk mulighed for løbende opgraderinger af enkeltkomponenter. Det er med til at forlænge levetiden til op til fem år for en kontor-pc.

»Bærbare pc'er går hurtigere i stykker, fordi de får flere tæsk, så en bærbar lever typisk to til tre år,« siger Steen Grønbeck.

Målt på vægt er der typisk mindre materiale i en bærbar pc. Dermed går der lidt færre ressourcer til produktionen. Til gengæld er det sværere at genbruge materialerne.

Det skyldes, at der skal bruges flere ressourcer på at skille en bærbar ad i enkeltdele, når den sendes til genbrug. En moderne stationær pc kan i dag skilles i store dele uden værktøj eller med en enkelt skruetrækker. Bærbare pc'er har flere skruer og kræver også ofte specialværktøj.

»På vores genbrugsanlæg i Tyskland er vi oppe på at kunne genanvende mere end 90 procent af materialerne efter vægt for en stationær pc,« siger Steen Grønbeck.

Hvis man vil satse på grøn it i sit valg af klienter, så er man derfor nødt til at vurdere, hvorvidt en bærbar pc med det lavere strømforbrug og fordelen ved mobilitet reelt giver en fordel i forhold til en stationær pc med strømbesparende komponenter. Til gengæld er en faktor som genbrug af materialer vanskeligere at få med i budgettet end strømforbrug og levetid.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Martin Pihl

Det er netop dette, at FAIR Danmark udnytter, når de sender indsamlet brugt IT-udstyr til Afrika. Fordi at Afrika får IT-udstyr (og undervisning), og fordi det miljømæssigt bedre kan betale sig i forhold til at give Afrika nye maskiner - selvom PC-udstyret både fragtes dernede og tilbage igen, når det er udtjent.

http://fairdanmark.dk

FAIR er ved at gøre klar til en sending på 400 PC'ere til Malawi, så måske journalisten skulle kontakte FAIR med henblik på en vinkel mere på artiklen?

Brian Simonsen

»Hvis du har en bruger, som ikke har særlige behov for grafik, så kan du vælge en tynd klient, som kan have en levetid
Levetid
Læs mere om "Levetid" i Version2's it leksikon
på fem til syv år og et strømforbrug helt ned til otte watt,«

OK, men der skal jo også noget i den anden ende af kablet til den tynde klient. Detter vil typisk være en server i et aktivt kølet serverrum. Selvfølgelige er ressource udnyttelsen bedre med flere klienter på de enkelte servere, men det er sgu ikke energineutralt at have en citrix serverfarm eller lign. kørende ;-)

Torben Mogensen Blogger

De 2-3 år synes jeg er lidt underdrevet. Jeg købte min første bærbare i 1999 (brugt) og brugte den indtil 2004, hvor jeg købte min anden (refurbished), som jeg brugte indtil starten af i år. I begge tilfælde var det primært manglende specifikationer (og manglende mulighed for at opgradere disse) og ikke nedslidthed, der var den væsentligste årsag til køb af ny, selvom skærmen på den sidste var begyndt at lave vrøvl lige inden udskiftningen.

Det giver 5 år pr. bærbar. Men mine stationære har ganske rigtigt haft bedre levetid: Min BBC mikro blev købt i 1982 og blev erstattet med en Archimedes i 1989, og den blev brugt indtil starten af dette årtusinde. Siden da har jeg ikke købt stationære PC'er.

Jimmy Christiansen

En ægte tynd klient står ikke alene.
Men det kan en nettop godt. Og en atom N270 eller atom 330 på en ion platform bruger ikke ret mange materialer eller strøm.
Hvis man går over i en via´s itx/nano itx så bruger de endnu mindre af begge dele. Men visse ting kan risikere at køre for langsomt.

Søren Holst Kjærsgård

Jeg kan ikke bevise det, men er det ikke rimeligt at antage, at der vil være omtrent proportionalitet mellem en vares pris og dens miljøbelastning?
En bærbar PC koster mere end en stationær, og er i øvrigt ikke til at holde ud at arbejde med, med mindre man købner en ekstra skærm, en ekstra mus og et ordentligt tastatur.
Følgelig udgør den på alle måder en større miljøbelastning.

Log ind eller Opret konto for at kommentere