Gears of War-udvikler raser over Microsofts Universal Apps-platform

Microsoft får alt for stor kontrol over distributionen af spil til pc'en, hvis udviklerne skifter til Universal Apps-platformen, mener Tim Sweeney fra Epic Games.

Microsoft vil gerne have udviklerne til at bruge selskabets nye Universal Apps-platform, men det vil give Microsoft monopol på distributionen af blandt andet spil, advarer medstifter Tim Sweeney fra Epic Games, i et indlæg i The Guardian.

Universal Apps bliver distribueret via Windows Store, som også kan bruges til at opdatere applikationerne og eksempelvis gøre det lettere at installere dem på forskellige enheder.

Men det er samtidig en direkte konkurrent til andre etablerede spildistributionsplatforme som Valves Steam eller Good Old Games. De vil ikke kunne distribuere spil, der er udviklet til Universal Apps.

Dermed vil spilfirmaernes frihed til at vælge distributører blive indskrænket, mener Tim Sweeney.

Hans kritik går ikke på selve Universal Apps og Windows Store, men at apps udviklet til platformen kun kan distribueres gennem én kanal, som Microsoft har fuld kontrol over.

Løbende abonnement koster et butiksfee

I dag kan applikationer skrevet til den almindelige Win32-platform distribueres frit gennem enten butikker som Steam eller direkte som eksekverbare filer.

Spiludviklerne kender allerede denne type begrænsninger fra de mobile platforme og til dels spilkonsollerne, hvor udvikling af eksempelvis et spil til Android betyder, at spillet i praksis kun kan distribueres gennem Googles app-butik.

Ud over selve distributionen og opdateringen af spillene, så begrænser app-butikkerne også, hvordan udviklerne kan tjene penge, når køb i spillet eller løbende abonnementer koster en vis procentdel til app-butikken.

Løsningen vil ifølge Tim Sweeney være, at Microsoft åbner sin Universal App-platform, så applikationerne kan hentes uden om Windows Store.

Det kan imidlertid være noget af en kamel for Microsoft at sluge, da en del af argumentet for at lade alle apps gå gennem Windows Store er, at der bliver ét sted at sørge for sikkerhedsopdateringer eller tilbagetrækning af apps, der for eksempel viser sig at være inficeret med malware.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Følg forløbet

Kommentarer (15)

Jimmi Thøgersen

Hans kritik går ikke på selve Universal Apps og Windows Store, men at apps udviklet til platformen kun kan distribueres gennem én kanal, som Microsoft har fuld kontrol over.

Og den kritik falder så til jorden, når apps udviklet til platformen hele tiden har kunnet - og stadig kan - distribueres gennem en hvilken som helst kanal.

Løsningen vil ifølge Tim Sweeney være, at Microsoft åbner sin Universal App-platform, så applikationerne kan hentes uden om Windows Store.

For sent - for den er allerede åbnet... Og (OK, officielt) kun med planer om at gøre det endnu mere ligetil, så selv Sweeney kan forstå det...

Thomas Bundgaard

30 sekunders research (ikke engang):

In response to Sweeney’s allegations, Kevin Gallo, corporate vice president of Windows at Microsoft, told the Guardian: “The Universal Windows Platform is a fully open ecosystem, available to every developer, that can be supported by any store.

Resten af nyheden giver ikke ret meget mening, når man tager ovenstående i mente.

Thomas Bundgaard

Når kun udviklere med en firma-konto hos Microsoft har adgang til det fulde API, er det letsindig omgang med sandheden at hævde "every developer". Sådan en konto kan lukkes af Microsoft hvis de ikke synes at udvilkeren "fortjener" at have den.

Ja, og din internetudbyder kan også lukke den, hvis ikke de mener du fortjener den. Og din lokale Irma kan også formene dig adgang, hvis ikke de mener du fortjener at komme ind.

Lad os nu være lidt realistiske.

Edit: Under alle omstændigheder er store dele af artiklen forkert, og bør rettes.

Johnnie Hougaard Nielsen

Lad os nu være lidt realistiske.

Derfor er det også hen i vejret at bruge ret irrelevante sammenligninger. Realistisk set er det ikke godt om en udvikler bliver forhindret i at lave apps til en platform, blot fordi "kejseren" bliver sur. At denne kritik også rammer Apple (iOS), gør det ikke mindre skidt.

Bredere set var pointen at når Microsoft udgiver PR med deres spin, så er det ikke nok som grundlag for at konstatere at andre derfor havde uret. Det er entydigt usandt med "every developer".

Thomas Bundgaard

" Det er entydigt usandt med "every developer"."

Det har du forsåvidt ret i, i og med det sikkert ikke fungerer i BSD eller andre *nix-afarter, men der er ellers intet der forhindrer dig i at udvikle UWP programmer, hvis du har lyst.

Du har sikkert misforstået det, og det er såmænd også forståeligt. Tim Sweeney gjorde det samme, og det gælder også Jesper Stein her.

Jimmi Thøgersen

Når kun udviklere med en firma-konto hos Microsoft har adgang til det fulde API,

Hvor ser du dét? Der er dele af API'en, der kræver en Application Identity - af åbenlyse årsager, eftersom det er de dele, der kommunikerer direkte med diverse Microsoft cloud-services, og derfor kræver autenticering i én eller anden form. I øjeblikket kan denne kun erhverves ved at registrere app'en på Windows Store (men lur mig, om ikke det er én af de ting, MS har tænkt sig at adressere til build 2016).

Men en Application Identity er - så vidt jeg kan se - frit tilgængelig både for private og firmaer. Og binder dig i øvrigt ikke til at udgive på Windows Store. Eller overhovedet at bruge disse API'er - der, så vidt jeg kan se, begrænser sig til at kommunikere med Windows Store (hvorfor skulle man overhovedet ønske det, hvis man ikke bruger den?) og at sende push notifications via Microsoft-webservices til sin app. Det står dig vel frit for at implementere egen løsning til den slags - som utallige har gjort tidligere - og nok vil fortsætte med, uanset om de kunne bruge Microsofts implemtering eller ej.

Ja, jeg siger konstant "så vidt jeg kan se", fordi jeg ikke selv har planer om at udvikle til UWP foreløbig, og derfor ikke har gravet dybt ned i stoffet. I hvert fald slet ikke i forhold til Sweeneys angiveligt halvandet år lange dialog - der tydeligvis ikke har lært ham de grundlæggende aspekter ved platformen, som andre udviklere nu har gjort ham opmærksom på.

Jimmi Thøgersen

når Microsoft udgiver PR med deres spin, så er det ikke nok som grundlag for at konstatere at andre derfor havde uret.

Fuldstændig enig - men nu er det jo ikke grundlaget. Grundlaget er dén dokumentation der har ligget frit tilgængelig i mindst et år; de features der blev vist frem på //build sidste år; og de erfaringer alle andre end Sweeney har gjort sig med platformen i samme år. Plus et enkelt kig i Windows 10's indstillinger, der viser, at Sideloading af UWP apps der ikke er købt i Windows Store er slået til by default.

Microsoft er ikke de eneste med spin - Sweeney har også interesse i at male fanden på væggen her.

Johnnie Hougaard Nielsen

Hvor ser du dét?

Hos Microsoft.

Here are the essential differences between the two account types.
Individual account: Restricted from using certain app capabilities ...
Company account: ... Greater access to app capabilities ...

En bred gummi-formulering, og basis for at have begrænsede andenklasses udviklere.

Jeg ved selvfølgelig ikke hvilke planer Microsoft har (eller får) med dette råderum (der ligner mere end blot "application identity"), men der er god basis for at nogen sørger for at Microsoft er helt klar over at der ikke er langt til en shitstorm. Historien efter både Xbox og Windows 8 lanceringerne viser jo at der kan være langt fra de våde drømme hos Microsoft til hvad resten af verden har det godt med. Og at en shitstorm kan få Microsoft til at finde bakgearet og drosle deres visioner og magtudøvelse ned igen.

Det førte jo til at deres sidste "universal" push floppede, bl.a. netop på grund af modstand fra spiludviklerne. Men de vil tydeligvis meget gerne have Windows Store gjort til stedet hvor brugere går hen for at finde software (spil). Et meget lukrativ sted.

Johnnie Hougaard Nielsen

Sweeney har også interesse i at male fanden på væggen her.

Klart, ja. Han håber at undgå at Microsoft gør det til en "nødvendighed" at betale Windows-skat på software. "Nødvendighed" er ikke kun om det kan lade sig gøre at downloade en app udenom Windows Store, men om det bliver "andenklasses-udviklere" der ved at være "på tværs" bliver begrænset i hvad de kan tilbyde af ny funktionalitet.

Thomas Bundgaard

"En bred gummi-formulering, og basis for at have begrænsede andenklasses udviklere."

Hvis du scroller 5 linjer ned, så står der specifikt hvad det drejer sig om. Det er på samme side endda. Jeg forstår ikke du kan overse det.

enterpriseAuthentication
sharedUserCertificates
documentsLibrary

Jimmi Thøgersen

Klart, ja. Han håber at undgå at Microsoft gør det til en "nødvendighed" at betale Windows-skat på software.

Arh, prøv nu lige at grave lidt dybere, og se hvad Tim egentlig tjener penge på nu om dage. Og hvad forholdet til UWP er dér.

Hvad angår resten, er vi stadig ude i et "hvad nu hvis..." som ikke blot er ren gisnen - det er ualmindeligt urealistisk gisnen. Faktisk af selvsamme grund som Sweeney bruger som argument - at ingen er interesserede i det. Det inkluderer faktisk Microsoft selv, der i sidste ende er sat i verden for at tjene penge, ikke for at skræmme brugere eller udviklere væk... Hvilket måske er del af årsagen til, at de reelt aldrig har været så åbne (og, gys, krydsplatform-venlige) som nu...

Johnnie Hougaard Nielsen

documentsLibrary

Allerede her har vi jo et eksempel på at Microsoft laver "andenklasses" udviklere ved at lave begrænsninger der ikke blot handler om hvad der ligner noget der har at gøre med en application identity til Windows Store. Og der er ikke specifik grund til at formode at Microsoft aldrig kunne finde på at udvikle på konceptet med en sådan opdeling af udviklerne. Min pointe var mere fremtiden, end "lige nu".

Jeg kan godt se ideen med at apps ikke automatisk har fri adgang her, men så skal det være brugeren der kan styre det, uden at Microsoft skal bestemme på forhånd. Uden at Microsoft sorterer hvem der må lave sådanne apps.

Johnnie Hougaard Nielsen

at ingen er interesserede i det. Det inkluderer faktisk Microsoft selv, der i sidste ende er sat i verden for at tjene penge

Dette er selvmodsigende. Microsoft er selvfølgelig interesseret i at tjene penge, hvilket jo også kunne ses ved de alvorlige begrænsninger som kom med lanceringerne af Windows 8 (universal apps) og Xbox. I begge tilfælde lykkedes det efter modstand fra udviklere og brugere at få Microsoft til at slå bak i deres udvidelse af magten over hvem der kan gøre hvad.

Der er god brug for modstand, så Microsoft ikke får lang snor. Det er der jo en meget stor historisk basis for at konstatere, med sager om monopolmisbrug.

Jimmi Thøgersen

Allerede her har vi jo et eksempel på at Microsoft laver "andenklasses" udviklere ved at lave begrænsninger der ikke blot handler om hvad der ligner noget der har at gøre med en application identity til Windows Store.

Næh. Har du tjekket hvad documentLibrary reelt handler om? Det er en deprecated funktionalitet - det anbefales ikke nogen at bruge den. Den er der kun aht. firmaer, der har været store nok til at brokke sig over, at funktionaliteten var tiltænkt som helt fjernet. En applikation der bruger documentLibrary kan stadig i de fleste tilfælde slet ikke certificeres til Windows Store, selv hvis det er et firma (men de kan stadig bruge den og sideloade - hvis altså Tim Sweeney giver dem lov ;-) ).

documentLibrary har tilsvarende, langt mere fleksibel, support i den alment tilgængelige API (og i Win32, som jo stadig direkte kan bruges af UWP-apps, hvis de ikke skal være cross device). F.eks. foreslår Microsoft at lade brugeren selv vælge hvor dokumenter gemmes med en ganske almindelig folder picker - frem for at forcere brug af document library. Det er der nemlig kun brug for i... corporations med omfattende sikkerheds-lockdown af resten af systemet.

På samme måde er f.eks. sharedCertificateStores simpelthen et spørgsmål om et kæmpemæssigt sikkerhedshul for brugerne. Forestil dig "Denne app skal bruge adgang til den delte certifikat-store" poppe op for en bruger. De vil bare svare ja - nøjagtig som de gør, når en OAuth-udveksling med Google eller Facebook beder dem om rettighed til noget - og kompromittere hele deres styresystem. Skal et program bruge et certifikat, kan det bruge det lokalt - nøjagtig som før. Eneste grund til denne capability er der, er at visse firmaer har brug for det. Og eneste grund til at den slet ikke er tilgængelig for almindelige brugere er præcis at UWP-programmer kan sideloades - så der er ingen certificerings-proces nødvendig inden programmet kører på et tilfældigt offers maskine. Der er ca. 0 use case for en udvikler, der ikke udvikler på en intern business app. Insisterer han alligevel, kan han - igen - bare bruge Win32 API (og køre som administrator).

Det handler i sidste ende om sikkerhedsovervejelser - ikke pengetræer.

Og dermed...

Og der er ikke specifik grund til at formode at Microsoft aldrig kunne finde på at udvikle på konceptet med en sådan opdeling af udviklerne.

Der er mindst lige så lidt specifik grund til at formode, at de ville gøre det. Taget i betragtning, at alle de "lukkede features" er der af sikkerheds-årsager, ikke arbitrære "fordi vi siger det"-årsager. Svaret bliver uvægerligt: "Ja-ja, og næste gang er det stemmegenkendelse, der lukkes ned af 'sikkerheds-årsager'". Så lad os brokke os til den tid.

Derudover... Det ville være at skyde sig selv i foden, for...

Dette er selvmodsigende.

Næh, for de PC-brugere som Microsoft tjener størstedelen af deres penge på, er præcist de, som vil stejle over en lukket platform: Enterprise, udviklere, og (i mindre grad) gamere. Dem som ville være "ligeglade", eller ligefrem se en lukket platform som en fordel, er i sidste ende den mindste kundeskare.

I begge tilfælde lykkedes det efter modstand fra udviklere og brugere at få Microsoft til at slå bak i deres udvidelse af magten over hvem der kan gøre hvad.

Præcis. Forskellen er, at dér reelt var noget at gøre modstand over. Det er der måske også hér, hvis tingene ændrer sig her i slutningen af måneden. Men ikke nu. Så dét Tim Sweeney gør modstand over hér er rent tankespind - tilmed baseret på halve sandheder.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer