Der er kun lidt over fire måneder til at EU's nye persondataforordning, GDPR, træder i kraft 25 maj.
Selvom de fleste vejledninger, til hvordan de danske virksomheder skal sikre sig overensstemmelse med de nye regler om persondata, har været offentlige i mange måneder, så famler mange virksomheder stadig.
I en rundspørge som analyseinstituttet Wilke har lavet for Jyllands-Posten blandt 123 virksomheder, svarer hver tredje at de ikke aner hvad forordningen går ud på, mens 55 procent enten slet ikke eller kun delvist er klar til at håndtere de nye regler.
Det skriver Jyllands-Posten.
»Det er et udmærket billede af situationen. Mit indtryk er, at de store virksomheder har meget fokus på det, men der er et stort segment af større og mellemstore virksomheder, som ikke har den fornødne opmærksomhed på det,« siger Per Sloth, partner i revisionshuset BDO og chef for risk assurance til Jyllands-Posten.
I december viste en undersøgelse fra Alexandra Instituttet at især de mindre virksomheder efterspørger vejledning til, hvordan man skaber overensstemmelse med de nye regler, blandt andet i forhold til hvordan man laver en teknisk løsning til backup, hvor det bliver en balance mellem muligheden for at genskabe - og at kunne få slettet data.