Den 53-årige Bente Agerholm fra Thisted har med GDPR i hånden fået slettet persondata fra sin sag ved kommunens jobcenter, fortæller Fagbladet 3F i en nyhed.
Sagen er opsigtsvækkende, fordi muligheden for at få slettet persondata i offentlige sagsbehandlingssystemer hidtil på konferencer har været omtalt som en umulighed.
Informationen, der var skrevet ind i Bente Agerholms sag, indeholdt angreb på hendes person.
»Der stod, at jeg var doven og psykisk ustabil, og det gik mig meget på, at andre havde mulighed for at se information, jeg slet ikke kunne genkende mig selv i,« siger Bente Agerholm til Fagbladet 3F.
De ubehagelige data blev indskrevet i hendes sag efter en virksomhedspraktik i en genbrugsforretning i Vildsund i Thy.
GDPR hjalp til
Lederen af genbrugsforretningen fortalte ifølge Fagbladet 3F til jobcentrets jobkonsulent, at Bente Agerholm havde »dovnet den i ugerne på stedet, at hun havde fobi mod at arbejde«.
Den oplysning fra lederen blev indskrevet i et jobcenter-system, formentlig i Jobcentrets sagsbehandlingssystem på jobnet.dk. Ifølge en statslig oversigt (PDF) anvender jobcentrene i Thisted sagsbehandlingssystemet Fasit.
Først fik Bente Agerholm og 3F at vide, at det ikke var muligt at slette informationen.
Men de to parter prøvede igen, efter at Bente Agerholm havde fået en ny sagsbehandler, og det lykkedes at få oplysningerne slettet med persondataforordningen i hånden.
»Jeg har det virkelig godt med, at informationen er væk. Jeg er sikker på, det ville have fået nogle konsekvenser for mig, hvis det stadig havde stået der. Simpelthen fordi der er så meget mistro i det system,« siger Bente Agerholm til Fagbladet 3F.
Thisted Kommune har ikke ønsket at udtale sig om sagen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.