GCHQ har opsnappet mails fra britiske og amerikanske medier

En ny Snowden-afsløring viser, at den britiske efterretningstjeneste i stor stil har opsnappet mails til og fra medier på begge sider af Atlanten.

Den britiske efterretningstjeneste, GCHQ, har høstet mails sendt til og fra nogle af de største medieorganisationer på begge sider af Atlanten. E-mails fra BBC, Reuters, The Guardian, Le Monde, New York Times og Washington Post er blevet gemt på efterretningstjenestens servere som en del af en masseovervågning. Det viser analyser af dokumenter offentliggjort af Edward Snowden. Det skriver Mashable.

Mens en del af e-mailsene var masseproducerede pr-meddelelser, så inkluderede de også samtaler mellem journalister og redaktører, som diskuterede historier. Det er ikke kendt, om nogle bestemte journalister har været mål for direkte overvågning. Men andre dokumenter udsendt af Snowden viser, at undersøgende journalister var oplistet side om side med terrorister og hackere.

E-mailsene taget fra medierne var blandt 70.000, som et af GCHQ's kabler opsnappede på ti minutter i november 2008, og det menes, at de er opsnappet ved hjælp af et værktøj, som er designet til at frasortere irrelevant data.

GCHQ's talsmand udtaler, at tjenesten ikke udtaler sig om efterretningsaffærer, men tilføjer det, som næsten kan betegnes som et omkvæd hver gang nogen afslører noget om efterretningstjenesten:

»Alt GCHQ's arbejde er udført inden for de stramme juridiske og politiske rammer, hvilket sikrer at vores aktiviteter er autoriserede, nødvendige og proportionelle, og at der er strengt tilsyn, også fra det øverste statslige niveau, opsnapnings- og efterretningskommisioner og parlamentets efterretnings- og sikkerhedskomité,« siger talsmanden, som tilføjer, at alle deres operationelle processer opfylder disse udtalelser, samt at indsamlingen følger de europæiske menneskerettighedskonventioner.

Et af de lækkede dokumenter, som var tiltænkt militære efterretningsmedarbejdere, beskriver, hvordan journalister og reportere er potentielle trusler mod sikkerheden.

»Af speciel bekymring er undersøgende journalister, som specialiserer sig i forsvarsrelaterede afsløringer enten for profit, eller hvad de mener er i offentlighedens interesse,« står der i det offentliggjorte dokument.

I sidste uge lovede den britiske premierminister, David Cameron, at øge overvågningsbeføjelserne hos efterretningstjenesterne, hvis partiet bliver genvalgt i maj.

Samtidig skrev Society of Editors and Press Gazette et brev, som er signeret af mere end 100 redaktører, som er en protest mod politiets overvågning og spionering af journalisternes telefonregistreringer. Brevet udtrykker også bekymring over, at Regulation og Investigatory Act (RIPA) i praksis udsætter journalisters kilder for fare. RIPA er blevet brugt til at få adgang til journalisters kommunikationer uden en dommerkendelse.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere