Gartners it-spådomme for 2020: Augmented Reality-shopping og browsing uden skærm
Det er ikke små detaljerede forandringer i it-landskabet, Gartner ser i krystalkuglen, når analysehuset kigger frem mod 2020.
På en konference i Orlando har analysegiganten netop fremlagt en liste med spådomme om, hvad der kan ske på de mest kritiske it-områder. Og det er ikke småting.
Først og fremmest forventer Gartner, at 100 millioner forbrugere i 2020 vil shoppe gennem augmented reality. Pokemon Gos popularitet har gjort teknologien til allemandseje, og det vil få butikker til at implementere den i shoppingoplevelsen - både online og i den fysiske butik.
Gartner forestiller sig f.eks., at en Ikea-kunde med en app kan se, hvordan et bestemt møbel ville tage sig ud i dagligstuen - før man køber det hjem.
I en trend, der peger modsatte vej, vurderer Gartner, at 30 procent af webbrowsing-sessioner kommer til at foregå uden en skærm i 2020. I stedet vil brugerne anvende stemmestyrede enheder såsom Amazon Echo, mens de kører bil, laver mad og træner.
Af samme grund forventer Gartner at tech-giganterne bliver en endnu mere naturlig del af vores liv: I 2021 vil 20 procent af alle aktiviteter, vi udfører, involvere en af de syv største it-kæmper, spår analysehuset.
Allerede før det kommer så vidt, forventer Gartner, at hver femte virksomhed vil droppe deres mobil-app i 2019. Appsene er simpelthen ikke indbringende nok i forhold til, hvor dyre de er at lave og vedligeholde.
Andre teknologier står til gengæld på spring, og Gartner er ikke ene om at spå blockchain-tjenester en lys fremtid. I 2022 vil der være en blockchain-baseret virksomhed, der er 10 milliarder dollars værd, lyder forudsigelsen.
Endelig mener Gartner, at virksomheder i større stil vil bede ansatte om at bære en fitness-tracker - et armbånd, der holder øje med bærerens vitale tal. Tiltaget skal for fire ud af ti medarbejdere betyde færre sundhedsudgifter - hvis altså man er villig til at dele data med lægen.
