Gartner: Virksomheder flygter fra Lotus Notes

En krig på ord er brudt ud mellem IBM og analysefirmaet Gartner efter en rapport om at skifte væk fra Lotus Notes e-mail. Der er ingen, som ønsker Lotus Notes nu, siger Gartner.

IBM's e-mail-løsning Lotus Notes og Domino er ikke populær. Faktisk handler 14 procent af henvendelserne til Gartner fra virksomheder, der søger rådgivning, om at man vil skifte væk fra Lotus Notes.

Sådan lød det fra analysehuset Gartner i en rapport, der blev udgivet i anledning af de mange henvendelser, og som vurderede fordele og ulemper ved at holde fast i Lotus Notes.

Den ikke særlig markante konklusion i rapporten lød, at det for nogle ville være en fordel at skifte, og for andre ikke, men det var nok til, at IBM for i blækhuset.

Firmaets marketingschef for Lotus Notes, Ed Brill, skrev på sin blog, at Gartners rapport kunne sammenlignes med sladder til et cocktailparty og ikke havde håndfaste fakta bag sig. Indlægget blev garneret med udvalgte citater fra rapporten, for eksempel at firmaer, der skifter fra Lotus Notes til Microsofts løsninger, sandsynligvis ville blive skuffede.

Således anklaget for analysemæssig uredelighed har forfatteren til rapporten nu slået igen. Tom Austin, vice president hos Gartner, skriver i et nyt blogindlæg, at man skal tage IBM's udsagn med et gran salt, da de i sagens natur er farvede. Ed Brill har taget citater ud af sammenhæng og kun valgt dem, der er positive, noterer han.

Han har således ikke nævnt et af de håndfaste fakta, som også nævnes i rapporten: I løbet af ti måneder har 116 firmaer henvendt sig til Gartner for at skifte væk fra Lotus Notes, mens ingen har henvendt sig for en vurdering af at skifte til Lotus Notes, lyder det fra Tom Austin.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Niels J. Hansen

Det er jo netop intens marketing fra Microsoft's side (og tilsvarende mangel på samme fra IBM), som gør at så mange spørger hvad de skal gøre. At rapporten faktisk viser at de færreste ender med at gøre noget ved det, og at de der gør bliver skuffede er meget mere interessant.

Ærgerligt at Ed farer i kridthuset over denne, for der er intet nyt her. Gartner havde en lignende rapport ude allerede efter deres Symposium i 2008. Her er Gartner selv inde på at de mener det er en marketing effekt de ser.

Siden er kunder migreret begge veje med skiftende succes. De fleste er blevet overraskede over hvor dyrt det er at skifte - men det er der jo ingen der fortæller dem - i alle tilfælde ikke Microsoft (faktisk opgiver Gartner en pris på $100-200 dollar per bruger alene til indsatsen til at migrere email og kalender i førnævnte rapport).

Email er reelt en commodity og Outlook og Microsoft er ikke bedre end så meget andet. Og hvorfor migrere så migrere? Hvor står man i øvrigt med den beslutning i lyset af cloud m.v.

  • 0
  • 0
#5 Morten Olesen

Som Niels J Hansen skriver så præsenterede Gartner allerede i 2008 lignende resultater, så nyhedsværdien kan vel ikke siges at være særlig stor.

Gartner udgav ligeledes i juni 2009 en rapport (Beyond E-mail: Does E-mail have a future, and why should you care?)hvor konklusionen er at e-mail over tid vil udvikle sig til en "Collaboration Console" og Notes er den bedste platform til dette.

Hvis det giver anledning til noget nysgerrighed så undersøg evt. følgende link http://www.youtube.com/watch?v=7SkYTetx-9Q og se vores vision for en Samarbejdskonsol.

Faktum er at nogle virksomheder har skiftet logo ud på mail/calender og brugt milioner på disse projekter, med varierende success.

Morten Olesen, Country Manager Lotus Software

  • 0
  • 0
#6 Lars Olufsen

Denne artikel er en pauver omskrivning af en artikel på Computerworld.dk eller i bedste fald Computerworld.com

http://www.computerworld.dk/art/100521?a=rss&i=0

http://www.computerworld.com/s/article/9180447/IBM_Gartner_spar_over_Not...

Sjovt er det at læse, at den oprindelige titel på Computerworld.com: "IBM, Gartner spar over Notes report", lige får et "spin" af både Computerworld.dk - "Gartner i blog-krig med IBM over Microsoft-smiger" - og i særdeleshed her på siden, hvor Gartner åbenbart mener at kunderne "flygter" fra Lotus Notes.

Det sidste er simpelthen diskvalificerende ringe, og udstiller Version2 som talentløs og usaglig rendestensjournalistik.

  • 0
  • 0
#7 Michael Falstrup

....og i særdeleshed her på siden, hvor Gartner åbenbart mener at kunderne "flygter" fra Lotus Notes.

Det sidste er simpelthen diskvalificerende ringe, og udstiller Version2 som talentløs og usaglig rendestensjournalistik.

Kan ikke være mere enig. Rapporten nævner INTET om at firmaerne flygter fra Notes, men udelukkende at mange henvender sig for at en "neutral" vurdering af hvad de skal gøre, blive på platformen eller migrere. Dette er jo en konsekvens af MS's meget farvede markedsføring og smede kampagner mod deres konkurrenter, som gør at firmaerne kommer i tvivl og henvender sig til Gartner.

Fornuftigt træk, men spørgsmålet er om rapporten er det værd, eftersom konklusionen virker en anelse vag.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere