Gartner: Pc-salget faldt for femte år i træk

Der er ikke kommet væsentlige nye teknologier til, som kan trække salget op i omdrejninger, og derfor venter folk længere, før de udskifter deres pc'er.

På verdensplan faldt pc-salget med 6,2 procent i 2016. Det er femte år i træk, at salget er gået tilbage, oplyser analysefirmaet Gartner.

I Europa var faldet 5,9 procent, og det er før, der endnu har vist sig en effekt af den britiske folkeafstemning om at træde ud af EU.

Gartners tal er fraregnet rene tablets som iPad og visse typer bærbare pc'er som Chromebooks, men omfatter også de såkaldte 2-i-1-enheder, hvor en bærbar pc også kan bruges som tablet. Det er dog ikke iPads og Chromebooks, der æder af pc-salget ifølge Gartner, men snarere længere levetid for den enkelte pc.

»I den ene ende af pc-markedet er de pc'er, som sjældent bliver brugt. Det er forbrugere, som i stedet er storbrugere af smartphones, og de strækker pc'ens levetid. Det er et meget større segment end pc-entusiasterne, og derfor ser vi, at det kraftige fald hos de sporadiske brugere opvejer den hurtige vækst hos pc-entusiasterne,« udtaler chefanalytiker Mikako Kitagawa fra Gartner ifølge en pressemeddelelse.

Ifølge Gartner har der generelt ikke været større teknologiske forandringer på pc-markedet de senere år, som har kunnet øge efterspørgslen. Superlette bærbare, 2-i-1-enheder og gaming-pc'er udgør en mindre del af markedet, og det er altså vækste hér, som ikke har kunnet opveje den teknologiske stilstand på mainstream-markedet.

Gartner forventer stagnation eller fortsat nedgang på pc-markedet i 2017, men det er ikke ensbetydende med, at også salget af enheder til virksomheder eller spilentusiaster vil være nedadgående.

Fordelt på pc-producenter er Lenovo størst på verdensplan målt i antal solgte pc'er, tæt fulgt af HP og med Dell på tredjepladsen. Apple er nummer fem på verdensplan, men oplevede den største globale tilbagegang blandt top fem med et fald på 8,7 procent. Det kan skyldes, at Apple først i efteråret lancerede en opdateret version af MacBook-serien, så Apple-salget kan være forskubbet mod slutningen af året.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Finn Thøgersen

Det jeg godt kunne tænke mig ved den slags analyser var at samtlige markeder (fx PC, laptop, tablet og smartphones) var med i samme undersøgelse så man kunne være sikker på at tidsrum, geografiske afgrænsninger, markedsadgrænsninger og de metodikken bag tallene var sammenlignelig

Hvis man selv forsøger at stykke data sammen fra flere undersøgelse render du hurtigt ind i sådanne forskelle, hvordan afgrænser du fx mellem tablets, to-i-en og laptops ? eller den ene undersøgelse baserer sig på shipped from factory og den anden sold to consumers (og begge formodentligt har en del fudge factors med i købet)

Men hvis tallene i det mindste var sammenlignelige...

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere