Analytikerne hos it-analysefirmaet Gartner har kigget dybt i krystalkuglen for at skimte, hvilke 10 teknologier vi skal holde et vågent øje med i 2011.
Det er blevet til en liste, som blandt andet afspejler, at de teknologier, som it-brugerne i dag anvender som private forbrugere, nu i endnu højere grad kommer til at blive brugt i professionelle sammenhænge.
Men listen indeholder også teknologier, som afspejler, at datacentrene kan komme til at se fundamentalt anderledes ud, når det om ét år igen bliver tid til, at it-chefen skal finde juletræskæderne frem.
Her er listen med de 10 teknologier, som Gartner har udpeget:
Cloud Computing
I løbet af de næste tre år kommer vi ifølge Gartner til at se et væld af nye cloud-tjenester, som vil spænde fra fuldt offentlige tjenester til lukkede systemer. Gartner forventer, at store virksomheder i 2012 vil have dedikerede medarbejdere med ansvar for at udvælge og administrere cloud-tjenester.
Mobile applikationer og tavle-pc'er
En stor del af internetbrugerne vil begynde at anvende mobiltelefoner og tavle-pc'er, når de eksempelvis køber tjenester på internettet. Derfor vil firmaer, som er afhængige af internetkunder, bruge dedikerede applikationer i forsøg på at opnå en fordel over de konkurrenter, der satser på en ren browserbaseret løsning.
Sociale netværkstjenester og samarbejdsværktøjer
Sociale netværkstjenester i stil med Facebook og Linkedin, samarbejdsværktøjer som wikier og webbaserede kontorprogrammer, sociale distributionskanaler som Flickr og Youtube, samt sociale feedback-tjenester som Digg vil alle spille en større rolle. Gartner anbefaler, at virksomheder samler deres initiativer på disse områder i én samlet strategi.
Video
Tendenserne blandt forbrugerne peger i retning af mere udbredt brug af video. Tv via internettet og videotelefoni og videokonferencer vil blive mere udbredt, og Gartner vurderer, at video vil udgør en fjerdedel af det indhold, som en medarbejder vil arbejde med i løbet af en arbejdsdag i 2013.
Næste generations analyseværktøjer
Større regnekraft vil gøre det muligt at køre flere simuleringer, der kan understøtte forretningsbeslutninger. Samtidig vil mobile enheder og større adgang til data gøre det muligt at analysere forretningen i realtid, så analysen kan bruges, når en beslutning skal træffes snarere end til at skue bagud.
Analyse af social adfærd
Ved at analysere adfærdsmønstre på eksempelvis sociale netværkstjenester eller samarbejdsværktøjer vil det være muligt at identificere arbejdsgange og samarbejdsstrukturer, som ellers ikke har været kendt i organisationen.
Kontekstbevidste systemer
For at give brugerne en mere målrettet brugeroplevelse, så vil virksomheder i større grad udnytte den information, de kan indsamle om, i hvilken sammenhæng brugeren interagerer med et system. Det kan være oplysninger om geografiske data fra en mobil enhed og oplysninger om, hvem brugeren er. Ifølge Gartner vil en tredjedel af al forbrugerrettet markedsføring være kontekstbevidst i 2016.
Hukommelsesteknologier til storage
Flash-hukommelse i form af eksempelvis SSD-diske vil blive mere udbredt i takt med, at det gør det muligt at skabe et ekstra niveau i storage-pyramiden, hvor flash-lagermedier udfylder en plads mellem RAM og harddiske. Den høje pris vil ifølge Gartner betyde, at det ikke bliver en direkte erstatning for konventionelle diske, men i stedet blandede storageløsninger, hvor eksempelvis blot en del af en stor fil lagres på flash.
Computere i alt
Der kommer flere computere i dagligdags objekter, og de bliver i stand til at interagere via eksempelvis RFID, vurderer Gartner. Det vil skabe nye store netværk af enheder, som ikke kan administreres centralt på normal vis. Systemer til intelligent styring af elforbruget i et hjem er et eksempel på denne type teknologi. Gartner forventer, at det vil give os et indblik i, hvilke konsekvenser det vil få, når antallet af computere pr. person begynder at stige kraftigt.
Modulære datacentre
Den nye tendens inden for datacentre, som it-cheferne bør holde øje med, er skiftet mod modulære infrastrukturer. Det gælder især de forskellige former for fabric computing, hvor både servere, netværk og storage kobles sammen med én fælles infrastruktur i stedet for at have eksempelvis ét netværk til servere og ét til storage.
Samtidig bliver der lagt et abstraktionslag i form af virtualisering ovenpå, som gør det muligt at bygge datacentre ud fra standardiserede byggeklodser fra flere leverandører. Det vil også ifølge Gartner give mulighed for en opsplitning i dedikerede enheder, hvor en server sammensættes af uafhængige processorer, hukommelse og specielle databehandlingsressourcer som GPU'er ud fra små moduler forbundet til netværket.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.