Gamblingmyndighederne truede Valve: Handel med loot boxes er blokeret i Holland

Illustration: maxxyustas, BigStock
De hollandske myndigheder har truet med bøder og rettergang, hvis ikke Valve fik lavet Counter-Strike og Dota 2 om, så loot boxes ikke var et indbygget casino i spillene.

Valve, der står bag de enorme spilsucceser Counter-Strike og Dota 2, blokerer nu handel med indhold fra loot boxes for hollandske spillere.

Valve gør sine spillere opmærksomme på, at det ikke vil være muligt at bytte eller handle indholdet af loot boxes, før der er fundet en endelig løsning. Illustration: Screenshot

Det sker efter den hollandske spillemyndighed, Kansspelautoriteit, i maj henvendte sig til Valve med beskeden, at deres spils loot boxes er i strid med den hollandske lovgivning.

»Vi hverken forstår eller er enige i Kansspelautoriteits juridiske konklusion, og vi har bedt om yderligere forklaringer om Counter-Strike og Dota 2,« skriver Valve i en besked til de hollandske kunder.

Valve har fået frem til 20. juni til at få fixet problemet, men dagen før myndighedens tidsfrist melder Valve pas:

»Myndighederne truer med sagsanlæg, hvis vi ikke finder en løsning inden 20. juni. Men beskeden fortæller ikke, hvad der præcist skal gøres,« fortsætter beskeden.

Samme definition som i Danmark

Kansspelautoriteit benytter samme definition som den danske spillemyndighed, og derfor kræver de, at indholdet af loot boxes ikke kan skifte hænder, da en loot box ellers i høj grad ikke blot indeholder en tilfældig genstand, men snarere er en enarmet tyveknægt, hvor du satser på at ramme den store gevinst.

Lektor og ph.d. Rune K. L. Nielsen fra IT Universitetet har tidligere forklaret overfor Version2, præcist hvor forskellen er:

»Vi ser det ikke som gambling, hvis de kan købe loot boxes, men ikke sælge indholdet videre – hovedsageligt fordi spillerne ikke bliver fanget. En gambler ville typisk tage på casino, miste næste måneds husleje og så forsøge at vinde det tabte tilbage, men her er det ikke muligt at få pengene tilbage,« sagde han og tilføjede:

»Psykologisk er der nogle af de samme problemer. Man risikerer at kaste gode penge efter dårlige, hvis du køber en masse loot boxes, men ikke har fået, hvad du håbede. Så du køber mere for at retfærdiggøre de tabte penge.«

Denne fejlmeddelelse dukker op, hvis du som dansker forsøger at handle med en hollænder på Steam, Valves gamingplatform. Illustration: Screenshot

Den hollandske spillemyndighed fortalte i går, at de generelt fra dags dato vil slå ned på spilindustrien, hvis den ikke overholder landets gamblingregler.

Det betyder bl.a., at loot boxes ikke skal være et lotteri, hvor du risikerer at spille tusindevis af euro i håb om at ramme jackpotten, du kan sælge med gevinst.

Læs også: Sådan lokker spilfirmaer børn til at gamble: Med de bedste fodboldspillere

Da Version2 tidligere skrev om gambling-problematikken omkring loot boxes, var Paweł Grabarczyk, postdoc fra IT Universitetet i København skeptisk omkring de mindre landes evne til at rokke ved spilgiganterne, men det ser altså ud til at være muligt.

Det bliver derfor spændende at se, om andre landes myndigheder har lavet lignende henvendelser. Både Belgien og Danmark har klart meldt ud, at der er tale om gambling, når en loot box kan købes, og indholdet efterfølgende kan sælges, hvilket er tilfældet i Counter-Strike.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Joakim Crafack

Hmm...
Dvs. at alle de "lykkeposer" jeg købte som barn i slikbutikken eller kiosken også var ulovlige, hvis nogen af dem havde indeholdt noget der kunne sælges for mere end de par kroner jeg gav?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize