Lad trackere følge dig rundt på nettet, og vind en iPhone X. Det er budskabet i en mail, som analysebureauet TNS Gallup sender rundt til folk, der tidligere har medvirket i deres undersøgelser.
En Version2-læser, der ikke ønsker sit navn offentliggjort, modtog en mail fra Gallup, hvor direktør Henrik Hansen bad ham om at slå funktionen ‘undgå sporing fra websteder' fra, så han fortsat kan hjælpe analysebureauet med at måle udvalgte danske hjemmesider.
Den funktion beskytter brugeren fra det såkaldte cross-site tracking, hvor hjemmesider via cookies kan spore, hvor brugere browser hen, efter de har besøgt en side. Gallup bruger ifølge sin cookie-politik tre forskellige cookies, der registrerer besøg på danske hjemmesider, og hvordan du bruger dem, og disse cookies lagres i ti år, hvis de ikke slettes af brugeren.

»Alle, der slår denne standardindstilling fra inden 1. december, og bidrager til undersøgelsen i december måned, deltager i lodtrækningen om en iPhone X 64GB,« lover Henrik Hansen i mailen.
Ikke etisk ansvarligt
Begrundelsen, der gives i mailen, er, at iOS 11 blokerer cross-site tracking som standard, og at Gallup har brug for at tracke på tværs af sider for at måle, hvordan deres informanter bruger de hjemmesider, der undersøges.
Der står dog ikke noget i mailen om, at det altså er alle hjemmesider, der kan spore brugeren på tværs af sider, hvis man slår funktionen fra, og ikke kun Gallup. Der står heller ikke noget om, hvorvidt man skal slå funktionen til igen, når man er færdig med en Gallup-måling
»Når de ikke informerer deres brugere tilstrækkeligt om, hvad det her betyder, og hvad det har af konsekvenser, så mener jeg, at det er uetisk virksomhedsadfærd,« siger Pernille Tranberg, der er etikkonsulent og medstifter af tænketanken Data Ethics.
»Folk forstår ikke, hvad det betyder at slå det her fra, fordi det også er en ny feature på iPhones,« siger hun.
Anette Høyrup, der er seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk, bryder sig heller ikke om metoden, som hun heller ikke har set før. Hun mener også, der mangler klar information om konsekvenserne af at slå funktionen fra.
»Jeg synes, det er tvivlsomt at gå denne her vej. Og gør man det, så skal man gøre det på et helt andet informativt niveau,« siger hun
Apple vil stoppe cross-site tracking
Med den nyeste udgave af iOS har Apple valgt at beskytte deres brugere mod cross-site tracking som standard. Telefonen holder øje med det domæne, som en tracking-cookie er downloadet fra.
Hvis brugeren ikke interagerer med det domæne regelmæssigt, klassificeres det som en cross-site-tracking cookie og slettes fra telefonen. Sådanne cookies bruges blandt andet af reklamenetværk til at målrette reklamer for varer, en bruger tidligere har kigget på, og reklamere for dem på andre sider.
»Apple gør jo faktisk noget virkeligt etisk ansvarligt og lever op til den kommende GDPR-lovgiving ved at blokere for den her slags tracking by-default,« siger Pernille Tranberg.
Anette Høyrup kan ikke vurdere, om det er ulovligt at lokke folk med f.eks. en telefon for at lade sig spore, men hun synes ikke, der er nok informationer til, at brugeren kan træffe en informeret beslutning.
Version2 følger op på sagen.