Gældsstyrelsen skrotter 75.000 gældsposter: Datafejl gør dem umulige at inddrive

Hvor meget er de 75 000 opgivne gældsposter så værd? Jeg går ud fra, at det beløb skrives på som omkostninger ved hovedløs digitalisering (med hovedet under armen...., ikke Brian?)?

Hvor meget er de 325.000 (400.000) poster af det samlede.
I kroner siges det at repræsentere ca 4,1 mia kr. Den årlige gældsstigning skyldes væsentligst de uhyrligere renter på 8%. Men ellers tales der om godt 100 mia kr. Er der så 400.000 x 25 = 10 mio poster? Hver skyldner optræder nok adskillige gange, så det var mere interessant at få at vide, hvor mange skyldnere, der er? - og det kan næppe være mere end 4 mio, og så skulle alle jo være skyldnere.
Sandheden er desværre, at der bruges mange milliarder på at opføre et pseudo regnskab for skyldnere altså den gamle pantefoged ide.

Men Skatte departementet har aldrig formået at føre en retvisende skattekonto for hver borger - det gælder så måske også mange af de andre såkaldte 'gældsopkrævere*?
Herved er mange af de påståede skyldnere ikke skyldnere men personer med netto tilgodehavender, der sættes under hårdt økonomisk pres af et fejlramt og elendigt offentligt bureaukrati.
Skat nægter simpelthen med ledelsen at rette op på mer end 30 års systemisk forkert administration. Retsundertrykkelsen er gjort fuldkommen af Overmod og indbildt magtfuldkommenhed.
se http://skat-uret.dk/ret/2019-skats-fup-og-svindel-2-ontranet.aspx
og http://skat-uret.dk/nyheder/2014-efi-skattekonto-it-system.aspx

Hvor meget er de 75 000 opgivne gældsposter så værd?

Udgangspunktet er at de 75.000 gældsposter intet er værd.

Men det er nu ikke så usædvanligt at gamle poster i forbindelse med en konvertering må afskrives. Og da slet ikke, hvis man standser al inddrivelse.

Selvom det kan lyde voldsomt med 75.000 ud af 400.000 poster skal man jo huske at den enkelte post jo skal være retskraftig ligesom at folk jo med tiden dør før de når at betale gælden, ligesom virksomheder går ned.

I øvrigt er det slet ikke sikkert at pengene skyldes. I det øjeblik at en offentlig myndighed rejser et krav oprettes en post med beløbet, men hvis sagen indbringes for retten og retten frikender borgeren, ja så skal posten jo fjernes igen. Det ses ofte i skattesager hvor Skat jo kan skønne om et skatteforhold og så påligne skat ud fra skønnet. Også selvom skønnet både juridisk og skattetekniksk er "helt håbløst".

Det der med løbende at få ryddet op i poster som ikke længere kan inddrives - sker skam også i det private. Rent regnskabsteknisk er posterne udgiftsført men de står ofte stadig i debitorsystemet og så er det først ved skift af regnskabssystem at der “ryddes op”.

Tak for svar, René Nielsen.

Det kan være, jeg misforstår historien - jeg har opfattet det som en konsekvens af EFI-problemer, ikke at der bare er tale om gældsposter, som ikke kan inddrives af den ene eller den anden grund.

"Det er ikke normalt i en inddrivelsesmyndighed, at man skal gøre det her. Men det er den situation, vi er havnet i med det her EFI-system,« "

Når man opgør, hvor meget den resterende, indrivelige gæld vurderes at være værd, ville det da være nærliggende også at opgøre, hvor meget man må opgive at inddrive. Men hvis det simpelthen er poster, som slet ikke burde figurere som gældsposter, er det selvfølgelig noget andet.

Man har hævet kravet til fordringerne for at kunne være sikker på, at beløbet er skyldigt.

Citat fra Ritzau/EB:

Der er gældsposter, der er så gamle, at vi skal tilbage og lede efter oplysninger i arkiver, siger han.

I de skrottede sager gemmer sig dubletter, forældede sager og sager med forkerte beregninger.

Dubletter skal naturligvis ikke indkræves to gange. Forældede sager skal naturligvis afskrives i en retsstat. Hvis der er regnet forkert gæld ud skal de naturligvis også kasseres (og bliver det ofte hvis man klager).

Jeg kan godt se, at der er noget persondata, som spænder ben her.

Men posterne må da være mere værd end nul kroner for en ihærdig inddriver.

Kan man købe disse gældsposter?
Jeg kan godt se, at der er noget persondata, som spænder ben her.

Men posterne må da være mere værd end nul kroner for en ihærdig inddriver.

Vel næppe når....

Citat fra Ritzau/EB:

Der er gældsposter, der er så gamle, at vi skal tilbage og lede efter oplysninger i arkiver, siger han.

I de skrottede sager gemmer sig dubletter, forældede sager og sager med forkerte beregninger.

Men posterne må da være mere værd end nul kroner for en ihærdig inddriver.

Ikke hvis du har tænkt dig at overholde loven.

I øvrigt ville der komme et politisk ramaskrig hvis staten solgte gæld som staten selv kunne inddrive.

Skriget ville være todelt. Når dubiøse debitorer sælges, så sker det normalt til en andel af hovedstolen. Når f.eks. en bank som Nordea sælger sine dubiøse debitorer til et inddrivelses bureau, så sker det til f.eks. 40% af hovedstolen.

Bureauet køber hele “loddet” og nogle debitorer har f.eks. modkrav imod banken med alt det besvær det kan give.

Men politisk vil det være uacceptabelt at staten på den måde forærer optil 60% væk, for så kunne staten jo selv hjemtage pengene.

At staten har problemer hermed, er en anden sag. Sådan er det i politik - det der med både at have “mel i munden og puste på samme tid”.

Overskriften giver vel et indtryk af, at man 'skrotter' gældsposter, fordi de ikke kan inddrives, men pointen er vel, at de ikke skal, og at de skulle være slettet i systemet?
At det er ting, der allerede er håndteret.