Fysioterapeut: iPad-skulder er det nye 'musearm'
De fleste har efterhånden lært, at de skal undgå at sidde for meget i arbejdsstillinger foran pc'en, hvor de belaster nakke, skuldre, ryg og arme, men hvor mange tidligere klagede over smerter ved mange timers musearbejde, så kan turen nu være kommet til arbejde med tavlecomputere. Det skriver Metroxpress.
Ifølge avisen ser fysioterapeuter og kiropraktorer flere danskere, som søger hjælp til behandling af smerter i skuldre og nakke, efter de har anskaffet sig eksempelvis en iPad.
Problemet med de populære nye enheder er den uhensigtsmæssige arbejdsstilling, som man ender med at sidde i.
»En tablet opfordrer til, at man fikserer sig i et hjørne af lædersofaen. Selvom man kun bruger pegefingeren, belastes skulder, nakke og albue meget mere end ved en almindelig computer. Mulighederne for at arbejde varieret er meget mindre med en tablet,« siger fysioterapeut Niels Honoré fra FysioDanmark til Metroxpress.
Den lille enhed betyder eksempelvis, at man trækker skuldrene mere sammen og kommer til at sidde mere med hovedet bøjet nedad.
»Samtidig skal man sidde og manøvrere på den med hænderne, og det er meget belastende for kroppen,« siger kiropraktor Johs Højbjerg fra Højbjergklinikken til Metroxpress.
