Fyringstruede i KMD nægtes bistand af fagforening

KMD-ansatte, der er medlemmer af Prosa, er henvist til at få fagforeningens hjælp på parkeringspladsen, hvis de næste tirsdag får en fyreseddel. "Total mangel på respekt," lyder reaktionen fra Prosa.

Når KMD næste tirsdag i en stor fyringsrunde siger farvel til 275 medarbejdere, er alt ikke som det plejer at være.

Læs også: KMD vil fyre 275

For de godt 100 medarbejdere, der er medlem af Prosa får nemlig ikke lov til at have en bisidder fra it-fagforeningen til stede under den svære afskedigelsessamtale.

Prosa kalder i en e-mail til Version2 beslutningen »total mangel på respekt over for de medarbejdere, der skal udsættes for en masseafskedigelse og så ikke kan indrømmes ret til at medbringe egen bisidder.«

Læs også: KMD-direktør: Offshoring presser os til fyringer

»Det er en virkelig, virkelig mærkelig beslutning. Som vi ser det har KMD og Prosa ingen interessemodsætning i den her sag, så det er mig simpelthen uforståeligt,« siger Hanne Lykke Jespersen opfølgende til Version2.

Ifølge Prosa er det højst usædvanligt, at en virksomhed afslår at give medarbejderne tilbud om at få en bisidder med til afskedigelsessamtalen.

»Selv hos Tata - som ved gud ikke er en fagforeningsvenlig virksomhed - var de glade for, at vi stillede op. Så jeg synes simpelthen, det er uartigt af KMD,« siger Hanne Lykke Jespersen til Version2.

Prosa har omkring 100 medlemmer, der arbejder i KMD, men har ikke haft overenskomst på virksomheden siden en stor konflikt i 1994, hvor den konkurrerende it-fagforening Samdata overtog organiseringen af medarbejderne.

Læs også: Flashback: Så galt gik det Prosa i kampen mod KMD

Ifølge Prosa har KMD ad to omgange afvist anmodningen om at tilbyde bisidder-bistand, og en tredje anmodning fra Prosas politiske ledelse affødte et tilbud fra KMD om, at Prosa kan være tilstede på parkeringspladsen - men at KMD ikke vil garantere, at man vil vente med afskedigelsessamtalen, til en bisidder kan nå frem.

KMD begrunder over for Version2 afvisningen af Prosa med praktiske hensyn:

»Vi har fuld forståelse for, at fagforeningerne gerne vil hjælpe deres medlemmer i en svær situation. At Prosa ikke kan være besiddere på selve dagen skyldes praktiske årsager. I KMD har vi overenskomst med HK, og vores tillidsfolk, der deltager i arbejdet med afskedigelserne, er derfor fra HK. Af hensyn til logistikken har vi ingen eksterne gæster i huset den pågældende dag, men alle har naturligvis mulighed for at tale med deres egne fagforeningsrepræsentanter efterfølgende i telefonen eller på et møde uden for huset, hvis de har behov for det,« udtaler KMD's direktør for HR, Lisbeth Hald, i en mail til Version2.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (10)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jens Dalsgaard Nielsen

Underligt at man ikke må tage sin egen bisidder med om det så er en fra Prosa, ens svigermor eller fanden selv. Det kommer vel ikke arbejdsgiver ved.

Det lyder til at de "får" en bisidder med fra Samdata om de er medlem eller ej. Det ?lyder ikke rart. Er der nogen der ved om det er rigtigt ?

Carsten Larsen

Man plejer ikke at få en bisidder med til en afskedigelses samtale hvis man ikke er med i den Fagforeningen der har Overenskomsten på virksomheden, man kan samtidig altid afvise en bisidder hvis man mener man selv kan klare situationen det er et tilbud.

John Jørgensen

Kære Carsten - Det er ganske enkelt ikke rigtigt det du prøver at gøre dig til talsmand for - under normale omstændigheder respekterer arbejdsgiveren de toneangivende organisationer på arbejdspladsen uden skelen til om man har overenskomst eller ej - det har været praksis hos bl.a. CSC og Tata, TCS samt en række andre mindre og mellemstore IT-virksomheder, så når det samme ikke sker hos KMD må man jo overveje om det i virkeligheden er et udtryk for en nyliberal arbejdsgiverattitude understøttet af KMD´s nye ejerkreds.

Carsten Larsen

Hej John jeg kender ikke alle de forskellige overenskomster, dog kan jeg fortælle at under DFL regi i forsikrings branchen hvor jeg er ansat er det kun DFL der forhandler og er organiseret bisidder. Her har andre fagforening kun muligheder for at få om gjort en beslutning via civile domstole. Mht. Nyliberal arbejdsgiver attitude er jeg ikke i tvivl om at det kunne se sådan ud i dette tilfælde, denne udvikling har dog været i gang længe..

Jens Dalsgaard Nielsen

Hvis det er trenden at når man er liberal så betyder det at man ikke er ret liberal overfor de andre.

en snip:
Liberalisme er en politisk ideologi, der ikke er baseret på nogen doktrin og derfor findes i forskellige udformninger. Centralt for den liberale opfattelse af politik og filosofi er et kritisk syn på staten, hvis magtbeføjelser siges at indskrænke borgernes selvstændighed, og dette bryder tilhængerne sig ikke om. Liberalismen er ikke i sig selv en økonomisk teori, men den individualistiske indgangsvinkel til menneskelige handlinger indgår i en række økonomiske teorier: For liberale er markedet ikke et sted, en ting eller en kollektiv enhed, men derimod en social proces, der er opstået som følge af samspillet imellem individuelle interesser.

Så burde de være åbne overfor at man kunne tage en vilkårlig bisidder med ...

Log ind eller Opret konto for at kommentere