Fyringstruede i KMD nægtes bistand af fagforening
Når KMD næste tirsdag i en stor fyringsrunde siger farvel til 275 medarbejdere, er alt ikke som det plejer at være.
For de godt 100 medarbejdere, der er medlem af Prosa får nemlig ikke lov til at have en bisidder fra it-fagforeningen til stede under den svære afskedigelsessamtale.
Prosa kalder i en e-mail til Version2 beslutningen »total mangel på respekt over for de medarbejdere, der skal udsættes for en masseafskedigelse og så ikke kan indrømmes ret til at medbringe egen bisidder.«
»Det er en virkelig, virkelig mærkelig beslutning. Som vi ser det har KMD og Prosa ingen interessemodsætning i den her sag, så det er mig simpelthen uforståeligt,« siger Hanne Lykke Jespersen opfølgende til Version2.
Ifølge Prosa er det højst usædvanligt, at en virksomhed afslår at give medarbejderne tilbud om at få en bisidder med til afskedigelsessamtalen.
»Selv hos Tata - som ved gud ikke er en fagforeningsvenlig virksomhed - var de glade for, at vi stillede op. Så jeg synes simpelthen, det er uartigt af KMD,« siger Hanne Lykke Jespersen til Version2.
Prosa har omkring 100 medlemmer, der arbejder i KMD, men har ikke haft overenskomst på virksomheden siden en stor konflikt i 1994, hvor den konkurrerende it-fagforening Samdata overtog organiseringen af medarbejderne.
Ifølge Prosa har KMD ad to omgange afvist anmodningen om at tilbyde bisidder-bistand, og en tredje anmodning fra Prosas politiske ledelse affødte et tilbud fra KMD om, at Prosa kan være tilstede på parkeringspladsen - men at KMD ikke vil garantere, at man vil vente med afskedigelsessamtalen, til en bisidder kan nå frem.
KMD begrunder over for Version2 afvisningen af Prosa med praktiske hensyn:
»Vi har fuld forståelse for, at fagforeningerne gerne vil hjælpe deres medlemmer i en svær situation. At Prosa ikke kan være besiddere på selve dagen skyldes praktiske årsager. I KMD har vi overenskomst med HK, og vores tillidsfolk, der deltager i arbejdet med afskedigelserne, er derfor fra HK. Af hensyn til logistikken har vi ingen eksterne gæster i huset den pågældende dag, men alle har naturligvis mulighed for at tale med deres egne fagforeningsrepræsentanter efterfølgende i telefonen eller på et møde uden for huset, hvis de har behov for det,« udtaler KMD's direktør for HR, Lisbeth Hald, i en mail til Version2.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.