Fyreseddel fik it-medarbejder til at se rødt og lægge it-systemerne ned
Da den 46 år gamle it-medarbejder i Canadian Pacific Railway Christopher Victor Grupe blev bedt om at pakke sammen og forlade firmaet i december 2015, faldt det absolut ikke i god jord. Det skriver American Shipper.
Som en lille afskedsgave til sin tidligere arbejdsgiver slettede han vigtige systemfiler og låste resten af it-afdelingen ude fra it-systemerne. Nu har det amerikanske retsvæsen udmålt en passende straf for forseelserne - 12 måneder bag tremmer.
Slettede admin-kontoer
Før den 46-årige afleverede sin bærbare pc, adgangskortet og sin netværksautorisationschip til den tidligere arbejdsgiver, mente han, at det var en god idé at slette systemkritiske filer og administratorkonti, der tilhørte hans tidligere kolleger.
Derudover loggede han på firmaets switches og skiftede deres passwords.
Derefter skulle han angiveligt have slettet ‘alle’ spor efter sin forbrydelse.
Skader for 40.000 kroner
Ændringen af passwords gjorde, at ingen af kollegerne kunne komme ind i firmaets kritiske udstyr, da de i januar 2016 oplevede netværksproblemer på det amerikanske hovedkontor.
Ifølge retsdokumenterne gik dele af nettet ned, og it-afdelingen blev til sidst nødt til at genetablere fabriksindstillingerne på switchene.
Det skal have kostet firmaet i omegnen af 40.000 kroner i rene udgifter, fremgår det af dokumenterne.
Fandt spor i hukommelsen
Den 46-årige blev afsløret, da sikkerhedseksperter fandt spor efter ham i netværksudstyrets interne hukommelse.
Mistanken mod amerikaneren blev yderligere styrket, da der blev fundet spor, der kunne snytte manden til hændelsen på hans tilbageleverede laptop.
Amerikaneren blev til slut sigtet af politiet for at volde skade mod firmaets interne netværk. Retssagen forløb over fem dage i oktober sidste år, men dommen faldt først tirsdag i denne uge.
Flere har set rødt
Det er ikke første gang, frustrerede og fyrede it-ansatte har lavet ravage i arbejdsgiverens systemer.
Da den 41 år gamle amerikaner Joe Vito Venzor fik sparket fra jobbet som it-konsulent hos skofabrikanten Lucchese i 2016, tog han hævn ved at nedlægge alle deres it-systemer.
Den 41-årige skulle have mistet besindelsen totalt og have nægtet at forlade området.
Efter en masse palaver fik hans kolleger til sidst fjernet ham fra bygningen, men derefter gik der ikke mange timer, før produktionssystemerne på Lucchese-fabrikken ‘pludseligt’ stoppede.
18 måneder og 350.000 kroner
Siden viste det sig, at den 41-årige havde lukket de andre it-ansatte ude af systemerne, før han gik ind på virksomhedens servere og slettede vigtige filer i fabrikkens produktionssystemer.
Sletningen af filerne første til, at skoproduktionen blev totalt nedlagt. Også ordre-, distributions- og kundeservicesystemer gik ned.
Manden endte med at få en dom på 18 måneders fængsel. Derudover blev han dømt til at betale sin tidligere arbejdsgiver 350.000 kroner for tort og svie.
Artiklen er fra digi.no

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.