Fup-undersøgelse om dumme IE-brugere narrede hele verden

Nyheden om, at Internet Explorer-brugere er dummere end andre, gik verden rundt. Men firmaet bag undersøgelsen eksisterer ikke, afslører BBC, så det hele er sandsynligvis rent fup.

Skal man snyde folk, skal man enten tale til deres grådighed, deres libido - eller give it-journalister en historie, der rammer ned i alle fordomme om valg af browsere.

Det må være konklusionen efter, at historien om den lave, gennemsnitlige intelligenskvotient hos Internet Explorer-brugerne nu er blevet afsløret som et fup-nummer.

Firmaet Aptiquant sendte en tilsyneladende seriøs rapport ud om, at man ved at sammenholde IQ-test på nettet med brugernes browser kunne se, at dem med Internet Explorer 6 var væsentligt dummere end andre.

Faktisk gav alle versioner af Internet Explorer samme resultatet: Brugerne havde en lavere IQ end gennemsnittet, bortset fra de få brugere, der havde installeret Googles tilføjelse Chrome Frame, som kom ud på den anden ende af skalaen med en meget høj intelligenskvotient.

Historien bragede igennem mediebilledet i it-verden og blev bragt som en sjov sommerhistorie på Version2 tirsdag, og også store, etablerede medier som CNN, Forbes og britiske The Telegraph hoppede i med samlede ben.

Men da BBC gravede i sagen og fik en professor i statistik til at kommentere undersøgelsen, fandt han udsvingene mistænkeligt store - og en ’fornærmelse mod IE-brugerne’, skriver BBC i sin afsløring af fupnummeret.

Ingen svarede på det telefonnummer, som Aptiquant opgav, og yderligere research - som BBC’s læsere hjalp med - viste, at hjemmesiden for Aptiquant var blevet oprettet i juli måned. Billeder af firmaets ansatte var stjålet fra en webside for det franske firma Central Test, viste det sig.

Hvem der står bag fuphistorien, og hvad formålet var, er endnu ikke blevet opklaret. Men rapporten i pdf-format med ’undersøgelsen’ indeholder ikke malware eller andre tricks, viser en nøjere analyse af filen.

At udsende falske nyheder er en yndet disciplin 1. april, og er derudover mest kendt fra organisationen Yes Men. Gennem flere år sendte Yes Men falske nyheder ud, garneret med falske websider og falske talsmænd, hvilket førte til tv-indslag i mange ellers højt respekterede medier.

Her var konceptet at lave nyheder, som de burde være. For eksempel at firmaet Dow Chemical ville bruge 12 milliarder amerikanske dollars på at hjælpe ofrene for den kemiske katastrofe, der fandt sted i Bhopal i Indien 20 år tidligere, hvor et kemisk udslip dræbte mindst 3.000 og sårede over en halv million.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#6 Jesper Kleis

Det kunde i ovenstående forbindelse være interessant at vide hvordan i checker jeres kilder - sidste gang var det en tablet der ikke eksisterede der blev udråbt til det helt store.

Er det blot - de andre medier hopper også i - så er det OK at vi gør det, eller er der ændret procedurer (f.eks. efter tablet historien?).

  • 4
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere