Natten til søndag strøg en falsk pressemeddelelse om antipirat-loven ACTA af sted fra pressebureauet Presswire og ud til nyhedsredaktioner i det ganske land.
Pressemeddelelsen bar overskriften »Genudsendt: Dansk minister slår et slag for rettighedshaverne« og indeholdt flere holdninger med handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) som afsender.
Blandt andet foreslår ministeren i pressemeddelelsen, at man i Danmark lukker tilgangen til hjemmesider som Youtube, Facebook og Google.
»Det er vandvittigt, at der kan findes sider, der i så høj grad linker til, eller indeholder ulovligt indhold. Vi har i Danmark allerede blokeret for Piratebay, så jeg kan kun se det rimelige i, at disse sider også bliver blokeret,« lød det i pressemeddelelsen fra SF-ministeren, som blandt andet Version2 og Ingeniøren modtog.
Pressemeddelelsen var dog et fupnummer, oplyser Presswire - i en ny pressemeddelelse.
Politiet skal se nærmere på sagen
Og det får pressebureauet til at spekulere i, at der er tale om et hackerangreb.
»De eneste der kan godkende og dermed udsende en pressemeddelelse er vores redaktion. Alt tyder på at nogen på ulovlig vis har skaffet sig adgang til vores administrationsområde og derefter udsendt pressemeddelelsen via vores presseservice. Vi beklager meget at dette kunne ske og har selvfølgelig prompte lukket for yderligere adgang,« udtaler daglig leder af Presswire, Rene Hjetting, i pressemeddelelsen.
Sagen vil mandag blive forelagt de lokale politimyndigheder, oplyser Presswire.
**Pressebureauet Presswire udsat for hacker**
Pressebureauet Presswire har i nat været udsat for uautoriseret brug af deres administrationsflade.
Natten mellem 3. og 4. marts 2012 blev der fra Presswire’s presseside udsendt en pressemeddelelse med overskriften”Genudsendt: Dansk minister slår et slag for rettighedshaverne”.
Pressemeddelelsen var IKKE godkendt af Presswire’s redaktion som rutinen normalt er, og alt tyder på at en hacker har skaffet sig ulovlig adgang til Presswire’s administrationsområde.
”De eneste der kan godkende og dermed udsende en pressemeddelelse er vores redaktion. Alt tyder på at nogen på ulovlig vis har skaffet sig adgang til vores administrationsområde og derefter udsendt pressemeddelelsen via vores presseservice. Vi beklager meget at dette kunne ske og har selvfølgelige prompte lukket for yderligere adgang,” forklarer daglig leder Rene Hjetting.
Sagen vil senere i dag blive forelagt lokale politimyndigheder.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.