Fujitsu vandt storordre på Sharepoint-integreret ESDH

Et ESDH-system, der smidigt kan integreres med resten af Århus Kommunes it-systemer, gjorde udslaget. Et partnerskab med norske Software Innovation om Sharepoint-integreret ESDH gav Fujitsu det afgørende teknologiske forspring.

Århus Kommune har haft det store it-checkhæfte oppe af tegnebogen. For 145 millioner kroner får kommunen blandt mange andre ting et moderniseret it-setup, hvor kommunen blandt andet skifter fra en Lotus Notes-platform til en løsning baseret på Microsoft-teknologi.

Skiftet til Microsoft-baserede løsninger indebærer også skrotningen af det eksisterende ESDH-system Sirius til fordel for Fujitsus Edoc 4.0.

Ifølge Fujitsu blev stororden hevet i land, fordi virksomheden har et teknologisk forspring i forhold til de øvrige budgivere på ESDH-løsningen, Traen, Scanjour og KMD.

»Vi kunne tilbyde et SOA-baseret ESDH-system, der ligger oven på en Sharepoint-løsning. Det gør, at vi langt bedre kan integrere med alt andet: intranet, ekstranet, fagsystemer, Outlook og Office - det gør det bare så meget nemmere at få flow i informationerne,« forklarer afdelingschef Christian Torp fra Fujitsus ESDH-forretning.

Fujitsus Edoc 4.0 ESDH-system er blevet en realitet takket være et partnerskab med norske Software Innovation, der har investeret i at udvikle en Sharepoint-baseret ESDH-løsning. Samarbejdet er kommet på benene, efter Fujitsus beslutning om, at Sharepoint-vejen var den rigtige at gå ? og erkendelse af, det er meget dyrt at udvikle sin ESDH-platform om fra grunden.

»Software Innovation havde allerede lavet skiftet, og de ønskede at blive et rent softwarehus, der leverer et teknologisk rammeværk til integratorerne. De bygger den fælles, grundlæggende funktionalitet, og så udbygger vi det med den specifikke kommunedel. Vi kan med andre ord koncentrere os om det, der skaber værdi for kunderne,« siger Christian Torp videre.

Partnermodellen gør, at Fujitsu foruden en fast licens til Software Innovation kun har variable omkostninger på den del, der svarer til kunders specifikke behov.

Fujitsu deler størstedelen af det danske ESDH-marked med Scanjour, Traen og KMD. Både Scanjour og Traen er i de seneste regnskaber kommet ud med underskud, mens Fujitsus ESDH-forretning bidrager positivt til bundlinjen.

Dette kan dog ikke tilskrives Edoc 4.0, der først nu er ved at blive implementeret hos den første kunde. Og nu følger altså Århus efter.

»Den foreløbige plan er, at vi skal have implementeret løsningen for 200 brugere i slutningen af 1. kvartal 2010. Derefter kommer de resterende 5.000 medarbejdere,« siger Christian Torp, der ikke har svedige håndflader ved tidsplanen.

»Nej den er jeg ikke nervøs ved. Jeg har godt nok nogen medarbejdere, der siger, de får travlt. Men vi ved jo, at bilen kan køre. Og når vi piller al it-tågesnakken ud af det her, så gælder det om at få sammenhæng i de kommunale data,« siger han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere