Facebook har i længere tid forhandlet med den amerikanske handelskommission (FTC) om omfanget af bøden for virksomhedens medvirken i Cambridge Analytica-skandalen. De forhandlinger mundede ud i en bøde på fem milliarder dollars tidligere på måneden.
Men Facebook slipper ikke for FTC af den grund. Kommissionen er nemlig i gang med en antitrust-undersøgelse, som kan afdække om Facebook har brugt deres dominante markedsposition til konkurrenceforvridende aktivitet, skriver New York Times.
Republikanere og demokrater kan ikke enes
FTC’s bøde til Facebook tidligere på måneden blev kritiseret af flere amerikanske politikere for ikke at være tilstrækkelig til at have en afskrækkende effekt på Facebook.
Samtidig stemte FTC’s kommissærer for at give Facebooks chefer immunitet og skærme virksomheden fra yderlige påstande om lovbrud i allerede kendte sager.
Kommissærerne stemte for forslag med tre stemmer for og to imod. De tre stemmer for er republikanere, mens stemmerne imod kommer fra de demokratiske kommissærer.
Kan man regulere titaner?
Antitrust-undersøgelsen af Facebook bliver en del af en større diskussion om hvorvidt, de nuværende systemer er i stand til at lægge bånd på de store teknologititaner.
Der har i den senere tid været sager med både Google, Facebook og kreditbureauet Equifax hvor straffene for lovovertrædelser er blevet kritiseret for ikke at være nok til, at gøre ulovlige forretningsmetoder uprofitable.
Om FTC’s antitrust-undersøgelse kommer til at have en markant effekt på titanen, eller om det bliver endnu en tur for Don Quixote på ryggen af Rocinante mod vindmøllen, vil tiden vise.