Mystisk Chrome-problem: Fryser din browser eller viser rød/grønne farver?

Googles browser viser til tider rød/grønne bokse i stedet for det reelle indhold, viser flere brugernes tilbagemeldinger.

Flere brugere af Google Chrome - inklusive Version2 ’s og Ingeniørens redaktioner - har den senere tid oplevet, at browserens faneblade enten viser rød/grønne bokse, eller at browseren fryser i kortere eller længere tid.

Ingen af de professionelle webudviklere, som Version2 har været i kontakt med, kan umiddelbart nikke genkendende til problemet, men det kan flere Chrome-brugere rundt om i verden tilsyneladende. Det fremgår af bug-rapporterne for open source-projektet Chromium, der danner grundlag for Chrome.

De farvede bokse har fået deres helt egen bug hos Google med nummeret 110343. Her melder adskillige brugere om situationer, hvor boksene forhindrer et faneblads reelle indhold i at blive vist.

En bruger skriver i bug-tråden 29. august:

"I det seneste år har jeg ikke haft dette problem med min Chrome overhovedet. Men for to uger siden begyndte disse røde og grønne firkanter at dukke op. Og i løbet af de sidste par dage er dette problem vendt tilbage latterligt ofte. (Og jeg erindrer ikke at have ændret nogle indstillinger på min laptop i denne periode.)"

I den seneste Chrome-udgivelse med nummeret 21.0.1180.89, oplyser Google, at problemet med de rød/grønne firkanter skulle være løst.

Oplysningen er dateret 30. august. Men i bug-tråden med de farvede firkanter bliver der også klaget over firkanterne i den nye version af browseren. Og bug’en er da heller ikke blevet lukket endnu.

I tråden spekuleres der på, om firkanternes fremkomst muligvis kan hænge sammen med de grafikkort-drivere, som de ramte brugere har installeret. Her ser der ud til at være tale om drivere fra Intel.

Et andet problem, der her på redaktionen kun ser ud til at optræde i Googles browser, er faneblade, der låser, så der ikke kan navigeres rundt på en given hjemmeside. Resultatet er ofte, at browserens øvrige faneblade heller ikke er navigerbare i en kortere eller længere periode.

Vi har ikke kunnet finde en specifik bug-rapport, der beskriver problemet, men der er flere, der omhandler noget tilsvarende for forskellige operativsystemer og versioner af Chrome.

Kender du til de rød/grønne bokse og/eller faneblade, der fryser fast, så fortæl om det herunder. Måske har du også et bud på, hvad problemet kan skyldes.

OPDATERING: Google har netop opdateret Chrome til version 22 af browseren. Tror du, det har løst udfordringerne?

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (13)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#9 Jesper Lund Stocholm Blogger

Jeg oplever også begge bugs - altså både frysende Chrome og de rød/grønne firkanter.

Platform: Mac OS X (seneste udgave - kan ikke hlet huske hvilket kattedyr de er kommet til (missekat?))

  • 1
  • 0
#11 Sune Marcher

Det er en software bug, tænk at det kan overgå google at lave sådan en.

Spørgsmålet er så om det er en Chrome bug, eller en bug i Intels grafikdriver? Det er ikke så lang tid siden en mindre leak-bug (svjh) i Chrome, kombineret med bugs i Intel-driver, crashede operativsystemet på OSX.

(Interessant at Apple åbenbart stadig kører for meget af grafik-driverne i kernel mode. Microsoft tog konsekvensen af bug-telemetry og flyttede med Vista en stor del af grafikstakken tilbage til usermode - størstedelen af de BSODs de registrerede på XP var fra dårligt programmerede 3rd-party grafikdrivere).

  • 0
  • 0
#12 Jakob Møllerhøj Editor

Naturligvis er der ikke noget usædvanligt i, at der er bugs i mainstream-software - alt andet ville være værd at bemærke. Men der er bugs, og så er der bugs. I dette tilfælde er der tale om bugs, der gør en ellers god browser stort set ubrugelig for mit eget vedkommende.

Og om muligt opfører Chrome sig endnu mere hakkende efter opdateringen til V22. Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med flash, Intel, antivirussoftware, kombinationen af de tre eller noget helt andet.

Men jeg ved, at Chrome på min Lenovo x201i m. Win7 er gået fra et være en hurtig og stabil browser til at blive ustabil gennem de seneste seks måneder. De enkelte opdateringer har måske lukket tidligere skavanker, men nye ser ud til at være dukket op i stedet.

Måske er opdateringerne for mange og kvalitetssikringen for ringe? Jeg ved det ikke. Hvad angår den seneste opdatering til v22, så forlyder det, at browserens memory-footprint er blevet væsentligt mindre. Hvilket jeg ikke umiddelbart kan bruge til noget, når resultatet er, at jeg ikke er i stand til at scrolle ned over blandt andet V2's hjemmeside med mindre jeg afsætter, hvad der føles som det meste af en formiddag til det.

I den forbindelse har jeg måttet opgive at poste dette indlæg via Chrome. Det er i stedet sket via Internet Explorer 9, der ligesom Firefox lader til at køre uden de store problemer på førnævnte system.

Jakob

  • 3
  • 0
#13 Gorm Hollinger Larsen

Den, med Flash Player installerede(hvis man ikke husker at fjerne flueben), Chrome kan i den grad kvæste IEs htm og html fil håndtering. Afinstallèr Chrome og Flash Player og genopret htm og html fil håndtering i windows registry er den eneste vej frem. Reinstall af Flash efterfølgende. De store aktører laver nogle gang "onde" alliancer, der volder kvaler for os alm dødelige. På mit job har vi været nødt til at fraråde(der er dog frit browservalg) Chrome og anbefaler stadig IE...Problemerne med Chrome har stået på 1 års tid nu...men på få maskiner....heldigvis.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere