Et forbud mod betaling af løsesum efter ransomwareangreb er i sig selv ikke en effektiv løsning mod ransomware. I stedet peger Christel Teglers, der er advokat og partner hos Kromann Reumert, på en bedre internationalt koordineret indsats, der eksempelvis sætter ind med en regulering overfor kryptovaluta-sektoren, hvor betalingerne af løsesummerne oftest sker. Det skriver K-News.
»Det her er for egen regning: men som situationen er i dag internationalt, hvor der er så lidt en koordineret indsats på tværs og en mangel på et reelt, internationalt framework, så tror jeg man må sige, at det at have et forbud mod at betale løsepenge ikke er det, der gør at man ikke bliver ramt. Hvis man kunne løse det med et forbud mod løsepenge, så var det blevet løst,« siger hun og uddyber:
»Det er en international indsats, med pres på de her stater der agerer safe-havens for it-kriminelle, mere aggressive offentlige og private kampagner, mere støtte til ransomware-respons, der drives enten nationalt eller fx i EU-regi, og så et reelt framework – nogle fælles principper, hvor man er enige om best practice, der kan hjælpe organisationer til at forebygge og håndtere det her, samt reguleringen af kryptovaluta-sektoren. Jeg tror de ting, er noget af det, der vil kunne give et mere effektivt forsvar end blot et forbud mod løsepenge.«
Noget andet, der besværliggør håndteringen af angrebene, er netop, at de foregår på kryds og tværs af grænser, og fra de såkaldte safe havens, skriver K-News:
»Udfordringen er, at hvis hackerne sidder i Rusland, så kan vi ikke retsforfølge dem i Rusland, uanset at det er kriminaliseret i Danmark. I dansk ret er selve det at lave et hackerangreb dækket af gerningsindholdet i forskellige bestemmelser i straffeloven. Så hvis hackerne sad i et kælderlokale ude i Ballerup, ville vi kunne retsforfølge dem i Danmark – men når de sidder i Kina, Sydamerika, Rusland, eller et andet land, kan man egentlig ikke retsforfølge dem, medmindre det pågældende land selv tager sagen op eller der er et bilateralt samarbejde på politiområdet.
Og i og med at mange af de her hackergrupper er statsfinansierede i lande, som ikke er Danmarks allierede, så er det jo overordentligt vanskeligt at komme selve retsforfølgelsen til livs. Derfor tror jeg, der skal internationale sanktioner på, hvis jeg skal være ærlig,« siger Christel Teglers.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.