Fri adgang til statens data vil koste 120 millioner kroner
Før var de bag lås og slå eller kostede mange kroner at købe. Men i oktober besluttede regeringen, at en lang række offentlige data, for eksempel digitale kort, skulle gøres frit tilgængelige.
Ændringen affødte dog et praktisk problem - at få samlet og præsenteret dataene - og derfor sender staten nu et udbud på gaden om en såkaldt datafordeler. Det er en server, der rummer alle de nødvendige data og hurtigt kan levere dem til interesserede.
I dag ligger data rundt omkring i mange forskellige systemer, og de fleste af systemerne er ifølge udbudsteksten ’tæt på at være teknisk forældede’. Derfor er det urealistisk bare at trække data efter behov, for det vil hurtigt give flaskehalse, hvis interessen for dataene stiger som forventet.
I stedet skal datafordeleren fyldes med alle de frigivne data, i alt omkring 24 terabyte lige nu, som så skal gøres nemt tilgængelige for borgerne. Trafikmængderne vil gå fra 11 terabyte om måneden til 77 terabyte om seks år, lyder vurderingen. Samtidigt stiger antallet af transaktioner hver måned fra i dag 134 millioner til 800 millioner over seks år, estimerer Digitaliseringsstyrelsen, som står bag udbuddet.
Leverandører, som byder på opgaven, skal også stå for driften i seks år, men kravene her til for eksempel oppetid er ikke fastlagt. Det vil ske, når styrelsen har fået nogle mere præcise bud på en teknisk løsning, fremgår det af udbuddet.
De frigivne data er blandt andet kort fra Kortforsyningen, bolig- og byggedata fra OIS, samt nogle data fra CVR- og CPR-registrene.
Digitaliseringstyrelsen forventer, at den samlede pris for datafordeleren vil lande et sted mellem 80 og 120 millioner kroner.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.