VMworld: Fremtidens cloud er hybrid

På VMworlds første dag i Barcelona var det helt store samtaleemne cross-clouding, en hybrid mellem private og public clouding.

WMworld, Barcelona. 10.000 deltagere er samlet i Barcelona til den europæiske udgave af VMworld.

Til at tage publikum i hånden og følge os sikkert gennem dagens keynote har vi fået fornøjelsen af VMwares CEO, Pat Gelsinger, der entusiastisk kommer ud på den brede scene med årets slogan 'be_tomorrow' lysende bag sig på de store monitorer.

Men Pat Gelsinger starter ikke med at snakke om i morgen.

I stedet starter han keynoten ud med at give os 'a walk down the memory lane' for cloud computing og citerer Eric Schmidt fra Google for i 2006 at have sagt følgende:

»Jeg tror ikke, at folk egentlig er klar over, hvor stort potentialet er. Det begynder med præmissen om, at dataservices og it-arkitektur skal være på servere. Vi kalder det cloud computing – det skal være i en sky et eller andet sted.«

Og potentialet er Pat Gelsinger fuldstændig enig i.

»Den digitale tidsalder har haft mindst lige så stor indflydelse på udviklingen som den industrielle,« siger han.

Da Eric Schmidt sagde disse ord tilbage i 2006, kørte kun to procent af al it på cloudbaserede programmer.

Fem år senere havde tallet rykket sig til 13 procent, og her i 2016 er tallet lidt mere end fordoblet til 27 procent.

Frihed og kontrol

Pat Gelsinger fortæller, at der ifølge hans analysehold vil være flere maskiner tilsluttet internettet end mennesker allerede fra første kvartal i 2019.

Ifølge Pat Gelsinger betyder det, at man skal være overordentlig dygtig til at navigere rundt i den digitale verden for at opnå succes.

Det handler om frihed, og det handler om kontrol, lyder hans lidt kryptiske ord.

»Som forældre vil man kontrollere, mens dagsordenen for dit teenagebarn er at opnå total frihed – altså frihed mod kontrol,« siger han, hvorefter salen griner genkendende.

Metaforen får han ledt over på, at i en virksomhed handler det om, at brugeren ønsker frihed, mens ledelsen og it-afdelingen ønsker kontrol.

»I stedet for 'frihed mod kontrol' skal ordlyden for i morgen i stedet være 'frihed og kontrol',« fortæller Pat Gesinger fra scenekanten.

Hvorefter han under fanen frihed og kontrol præsenterer ’cloud-crossing’.

Cloud-crossing skal forstås som en hybrid cloud, der skal håndtere vores data i både private og public cloud-programmer og på den måde både skabe en frihed, samtidig med at en vis kontrol bevares.

Nummer et møder nummer et

Det hybride cloudsystem, som bliver lanceret, består af et partnerskab mellem Amazon Web Services (AWS) og VMware, hvor man ifølge Pat Gelsinger får det bedste fra to verdener.

Han er selvsagt ikke bleg for at udnævne VMware som det førende produkt inden for private cloud computing - og deres nye partner AWS som de bedste inden for public clouding.

Helt konkret betyder det for brugerne, at de vil kunne køre applikationer på tværs af henholdsvis VMwares og AWS' cloudprogrammer.

Der er tale om en samlet SDDC-platform, der integrerer VMwares produkter vSphere, Virtual Scan og NSX virtualisering og samtidig giver adgang til AWS Cloud.

»VMware Cloud on AWS tilbyder det bedste fra begge verdener,« siger Pat Gelsinger.

Servicen vil være tilgængelig fra midten af 2017, og fra VMwares egen side lyder det, at den nye tjeneste repræsenterer investering i både teknik, drift og support fra begge selskaber.

Mange andre mindre teknologiske opdateringer kom også frem i løbet af VMworlds første dag. Dem kan du læse mere om her.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere