Dansk industri anno 2015: Data på disketter, manuel styring og alt for få sensorer til kvalitetskontrol

Fire ud af ti danske fremstillingsvirksomheder er på begynderstadiet med it i produktionen, viser ny rapport fra Teknologisk Institut. Alt for mange har ingen sporing, intet dataflow mellem maskinerne eller til lageret og ingen dataintegration til salget.

Fire ud af ti danske fremstillingsvirksomheder er de rene digitale novicer ifølge en dugfrisk rapport fra Teknologisk Institut.

I rapporten ”Førende virksomheder satser på digitalisering” konkluderer Teknologisk Institut, at selvom seks ud af ti danske fremstillingsvirksomheder på en eller anden måde bruger data og it til at binde virksomheden sammen - eksempelvis mellem lager og produktion eller produktion og salg - kan næsten fire ud af ti virksomheder tilsvarende ikke sætte flueben ved en eneste af de digitale processer, som TI har spurgt ind til i sin undersøgelse.

Men står det virkelig så slemt til derude? Version2 har ringet til tre små og mellemstore fremstillingsvirksomheder.

»Vi er der bare ikke endnu«

Værktøjsproducenten AM Værktøj i Odense er en af de virksomheder, som ikke for alvor har indledt den digitale rejse endnu.

Én af årsagerne er, at AM Værktøj som enkeltstyksproducent ikke har et stort lager og derfor ikke har behov for det store dataflow mellem produktion og lager, fortæller produktionsdirektør Carsten Laursen.

Læs også: Vejdirektoratet vil generere 3D-vejmodeller i bedste SimCity-stil

Men man er skam opmærksom på potentialet i en mere digitaliseret produktion.

»På sigt ja, for når vi laver planlægning, vil vi gerne ned og spore de enkelte komponenter, men der er vi ikke nået til endnu. Det er stort spring, det er hele vores planlægningssetup, der skal laves om. Men vi vil gerne derned, hvor vi har en form for rute for hvert enkelt position i et værktøj, så hver position oprettes som en underordre i systemet.«

Hvad skal der til for, at I tager det spring? Mangler der viden?

»Der mangler ikke viden som sådan. Vi er bare vækstet rimelig meget de seneste år, og hvis vi fortsætter med det, bliver øget digitalisering et must for, at vi kan styre vores processer. Vi er slet ikke i tvivl om, at vi havner der på et tidspunkt. Vi er der bare ikke endnu.«

Henter automatisk lagerlister fra kunder

Per Grunddal Jørgensen, teknisk direktør i plastproducenten Bogense Plast med cirka 75 ansatte, mener til gengæld, at hans virksomhed er nået en hel del længere.

»Jeg synes, vi er godt med. Jeg tror, vi i den her branche, vi opererer i, er en af dem med den mest integrerede brug af digital kommunikation.«

Per Grunddal Jørgensen forklarer, at samtlige maskiner i produktionen eksempelvis er koblet op på en centralcomputer, der står for al dataopsamling. Når der lægges en ny ordre ind i systemet, overtager it-systemet kontrollen og kommunikerer selv ordren videre ud til de enkelte maskiner. Joblister og så videre håndteres ligeledes af it-systemet.

På samme vis deler Bogense Plast et Vendor-Managed Inventory-system (VMI) med flere kunder, som automatisk henter lagerlister fra kunderne.

Driftsdata ligger på disketter

I skarp kontrast til Bogense Plasts digitale dataflows mellem produktion, salg og kunder står det faktum, at Bogense Plast stadig har samtlige driftsdata liggende på intern hukommelse, USB-sticks eller endda disketter.

At disse data ikke ligger i centralcomputeren skyldes ganske enkelt, at det ikke er alle produktionsmaskinernes software, som er indbyrdes kompatibel, forklarer Per Grunddal Jørgensen.

Bogense Plast er på vej med automatisk robotinspektion og -kvalitetssikring i produktionen, men man bruger indtil videre ikke eksempelvis sensorer indlejret i støbeformene til statistisk proceskontrol - det er underleverandøren Bogense Plasts produktprogram simpelthen for omfattende til.

»De virksomheder som virkelig træder frem på digitaliseringsområdet, er måske dem, der har egne produktioner målrettet egne produkter. Vi har en vifte af forskellige kunder, så vi er måske lidt mere tilbageholdende med de helt store investeringer,« siger Per Grunddal Jørgensen.

Læs også: Digitale værktøjer får flere til at engagere sig i pensionsopsparinger

Et levn fra 00’erne

Ifølge ham er det skam muligt at tanke digital inspiration i regi af eksempelvis Dansk Industri, men hos en anden virksomhed, Cabinplant i Haarby på Sydvestfyn – der producerer blandt andet veje- og pakkestationer til fødevareindustrien – savner økonomidirektør Jan Helskov konkrete eksempler på digitale first-movers.

»Man hører ikke så meget om digitaliseringen. Man talte meget om det i 00’erne, men det er ikke rigtigt kommet videre,« konstaterer han.

Cabinplant har digitaliseret sin produktion i den forstand, at virksomhedens smede kan tilgå CAD-tegninger digitalt og blæse dem op på storskærme forskellige steder i produktionen. Det har været en væsentlig gevinst i det daglige arbejde, lyder det fra Jan Helskov.

Men man benytter sig eksempelvis ikke af muligheden for at lade kantpressere og laserskærere rapportere driftsdata autonomt hjem til it-systemet – de enkelte operatører angiver stadig manuelt egne driftstider. Cabinplant har ifølge Jan Helskov så få maskiner i produktionen, at det ikke giver mening at digitalisere på dén front.

MES-systemer vinder indpas

Til gengæld har Cabinplant i flere år - hvis kunderne giver tilladelse til det - udstyret sine færdige maskiner med modem eller netmodul, så Cabinplants teknikere har mulighed for at korrespondere direkte med maskinerne og udføre fjernvedligehold, hvis der behov for det.

De samme driftsdata fra maskinerne kan opsamles af kunden selv i et MES-system (Manufacturing Execution System), hvilket Jan Helskov ser en langsomt voksende efterspørgsel på.

»Der er et stigende behov for at få MES-systemer ude hos kunderne, og den retning bevæger det sig stille og roligt i. De data, som der nu kan trækkes ud af vores styringer, kan bruges i deres produktionsopfølgning. Der er en stigende interesse for det, men det er ikke noget, som alle kunder efterspørger,« fortæller Jan Helskov, som dog ikke ser noget behov for et tilsvarende MES-system hos Cabinplant.

»Nej, ikke rigtig. Det er mest udbredt i procesindustrien, og når man som vi laver kundetilpassede løsninger, er det svært at se, at det er en retning, vi får de store gevinster ved.«

Big Data betaler sig

Det kan ellers betale sig at gøre en indsats for at skabe bedre dataflows i virksomheden. En undersøgelse fra Massachusetts Institute of Technology har således tidligere vist, at virksomheder, der aktivt anvender Big Data er fem procent mere produktive og seks procent mere profitable end virksomheder, der ikke gør det.

I alt 578 direktører for små og mellemstore virksomheder har deltaget i den undersøgelse, der ligger til grund for Teknologisk Instituts rapport. Undersøgelsen er foretaget som et led i det nationale projekt Produktion i Danmark.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere