Op mod 7.000 breve fra Frederiksberg Kommune er sendt med e-Boks til en forkert modtager. Brevene, som er et informationsbrev om det nye skolesystem Aula, indeholdt navn og adresse på en anden borger end den person, brevet blev sendt til, skriver DR.
Ifølge it-sikkerhedsspecialist og cand.jur Allan Frank, Datatilsynet, er fejlen et klart brud på persondatasikkerheden, men myndigheden vurderer samtidig, at brøden er lidt under midten i forhold til graden af alvorlighed.
Fejlen skete ved sammenfletning
Ifølge Frank er fejlen netop sket et sted, hvor det nemt kan gå galt, nemlig hvor to forskellige kolonner skal flettes sammen i et system. Hvis en kolonne eller to felter bliver forskubbet, kan et stort antal fejlagtigt modtage andre folks oplysninger.
Frederiksberg Kommune beklager fejlen og har udsendt en besked til alle, der har modtaget informationsbrevet.
Kommunen beder modtagerne om at slette informationsbrevet samt bekræfte til kommunen, at brevet er blevet slettet.
Version2 omtalte i går et nedbrud det meste af formiddagen hos e-Boks. Om de to sager har forbindelse til hinanden er uoplyst.