Frankrigs datatilsyn giver Google GDPR-bøde på 50 millioner euro

Illustration: Lasse Gorm Jensen
Det franske datatilsyn vurderer i en ny afgørelse, at Google ikke har juridisk basis for at udnytte sine brugeres data til målrettede reklamer.

Det franske datatilsyn, CNIL, har mandag straffet Google med en bøde på 50 millioner euro svarende til 373 millioner danske kroner for flere overtrædelser af GDPR.

Afgørelsen er blandt andet foranlediget af en klage fra NGOen None Of Your Business (NOYB), etableret af den østrigske privacyaktivist Max Schrems, der anmeldte Google til myndighederne i maj 2018, umiddelbart efter at den nye persondataforordning var trådt i kraft.

Læs også: Max Schrems anmelder Google og Facebook for GDPR-overtrædelser

CNIL vurderer blandt andet, at Google overtræder GDPRs krav om om gennemsigtighed i, hvordan virksomheden anvender de data, den indsamler om brugeren.

»Vigtige oplysninger som formål med databehandling, hvor længe data opbevares, og hvilke kategorier af data, der bruges til at målrette reklamer, spredes unødvendigt over flere dokumenter med knapper og links, der skal aktiveres for at få supplerende information,« skriver CNIL.

»De relevante informationer er først tilgængelige efter flere trin og kræver i visse tilfælde op til fem eller seks handlinger. For eksempel når en bruger vil have oplyst, hvilke af vedkommendes data, der er indsamlet for at personliggøre indhold eller geo tracking.«

Google har ikke ret til at målrette reklamer

I en opsigtsvækkende del af afgørelsen vurderer CNIL desuden, at Google ikke har juridisk basis for at anvende sine brugeres data til at målrette annoncer - en hjørnesten i Googles forretningsmodel.

Google indhenter brugerens samtykke, men ifølge det franske datatilsyn gør virksomheden ikke sine brugere opmærksomme på, hvad de præcis giver samtykke til.

»For eksempel er det ikke ikke sektionen “ads personalization” muligt at få at vide, hvor mange forskellige tjenester, websites og applikationer, der er involveret i databehandlingen (Google search, You tube, Google home, Google maps, Playstore, Google pictures…), og derfor heller ikke hvor meget data, der behandles og sammenkøres,« skriver CNIL.

Det franske datatilsyn retfærdiggør bødens størrelse med omfanget af Googles brud på GDPR og påpeger blandt andet Android-systemets prominente plads på det franske marked, der betyder, at tusindvis af franskmænd opretter konti hos Google hver eneste dag.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Michael Aggerholm

Jeg vil tillade mig at gå lidt mod strømmen her og tale Googles sag.

Jeg er ikke helt klar over hvem der forestiller sig at Google ingen omkostninger har ved at drive deres gigantiske infrastruktur, aflønne titusindvis af ansatte og stille apps som Google Photos til rådighed uden betaling.

Men det koster penge. Og her er problemet så at Google som så mange andre har erfaret, at det ikke rigtig duer at sende girokort ud til deres milliarder af brugere. Folk forventer at kunne gå på google.com og søge efter indhold uden at det koster noget. Vil du betale $20 om måneden for anvendelse Googles services som fx. gmail eller photos? Rigtig mange vil nok sige nej, mest af alt fordi det jo nærmest er en personlig fornærmelse at blive afkrævet betaling for noget man er vant til at få gratis.

Så Google har fundet på noget andet, nemlig at vise reklamer for dig. Ja, tænk engang, det er der virksomheder der gerne vil betale for fordi de kan sælge flere af deres produkter på den måde. For at give disse virksomheder de bedste forudsætninger for at få noget igen for deres penge, så tilbyder Google at virksomheder der sælger cykleludstyr kan få målrettet deres reklamer så de kun vises for folk som er interesseret i cykler.

Det vil nogen mene er til gavn for alle, både annoncøren og brugeren i den anden ende. Også findes der et meget højlydt mindretal der absolut insisterer på at blive præsenteret for reklamer for Tampax, barbermaskiner og hesteudstyr, selvom det ingen interesse har. Hvorefter samme mindretal løber ud og installerer uBlock Origin i deres browsere, for DET gider man jo ikke kigge på.

"Invasion af vores privatliv" råber nogen op. Jeg vil sige "tilpasning af reklamer så de bliver moderat tålelige".

"Jamen Google ved hvor du har drukket kaffe!". Ja tænk engang. Det gør hundredvis af forbipasserende på gaden også. Og alle andre der gad læse med, da jeg postede det på Facebook og Instagram.

Jeg synes virkelig man skal overveje hvad det er for et niveau af service man ønsker fra store online virksomheder som Google. Ja gu fa'en samkører Google data om brugere fra deres forskellige services. Det har de brug for for at kunne opnå en indtjening der sikrer at du fortsat ikke skal have penge op af lommen når du bruger disse services. Hvis du ikke bryder dig om det, kan du så ikke bare købe en anden slags telefon? Bruge en anden søgemaskine? Nej. Det kan du ikke. Det SKAL være gratis, og Google SKAL stille disse services til rådighed for dig fordi du har ret til det som borger i denne verden. Ellers må vi give dem en bøde på 50 millioner euro.

Sådan er retfærdigheden sket fyldest i organisationer som NOYB's optik.

Selvoptaget hykleri vil andre måske mene.

Christian Schmidt

Det SKAL være gratis, og Google SKAL stille disse services til rådighed for dig fordi du har ret til det som borger i denne verden.

Afgørelsen har ikke har noget at gøre med prisen for at benytte Googles tjenester.

Det franske datatilsyn kritiserer, at Googles privatlivspolitik er uklar og spredt over mange dokumenter, samt at deres måde at indhente samtykke på ikke lever op til kravene i GDPR om, at samtykket skal være specifikt, informeret og utvetydigt.

Google skal altså i gang med at skrive en mere letforståelig privatlivspolitik og ændre deres måde at indhente samtykke på? Det forhindrer dem næppe i at tjene penge på at vise annoncer.

Martin Storgaard Dieu

Jeg er en af de personer, som vil sige ja, jeg vil gerne betale for kerneservices. Men det store problem er: Skal jeg betale 50-200 kr per service per måned jeg gerne vil bruge?

Og ja - hvis man ikke selv vil være betalingen, så må man jo betale. Men at betale for Google (Gmail, Kalender, YouTube Pro/Music osv.), Teknologiens Mediehus, Berlingske/EkstraBladet/BT/Jyllands-Posten/..., TV2 (herunder TV2 Play), Spotify, Netflix/HBO/Viaplay/ DPlay/...

Jamen så bliver det jo rigtig dyrt at få diversitet i sin information og underholdning. Så må man gå tilbage i tiden og være typen som holder én avis og dermed for sin information vist fra en side. På samme måde må slå sig til tåls med at underholdningen kommer fra én tjeneste (evt. flow-tv som i gode gamle dage).

Eller bør man finde en anden måde? Fx at man købe kredit for artikler og hver gang man læser brødteksten på en artikel, så giver man noget af ens kredit til udbyderen af artiklen. Og hvad så med streaming?

Og en lille FYI: Selvom man betaler for G Suite (Google for erhverv), så får man stadig målrettet annoncer på bl.a. Google Søgning til trods for man er logget ind.

Michael Hansen

Det SKAL være gratis, og Google SKAL stille disse services til rådighed for dig fordi du har ret til det som borger i denne verden. Ellers må vi give dem en bøde på 50 millioner euro.

Eh nej? Jeg betaler da for plads på min gmail, og har intet problem med det, men ville da ønske jeg kunne betale for selve produktet og ikke blive profileret samtidig. (jeg har ikke behov for flere konti, så g suite er ikke aktuel) (derudover bruger jeg min private mail server til rent private ting af samme årsag).

Bjarne Nielsen

Jeg betaler da for plads på min gmail, og har intet problem med det ...

Og jeg betaler da også for mail (uden g). Og det vurderer jeg til at være et væsentlig bedre og langt ærligere tilbud end Googles "gratis" ditto.

Men ellers så giver jeg Christian ret:

Afgørelsen har ikke har noget at gøre med prisen for at benytte Googles tjenester.

De skal simpelthen opføre sig ordentlig og være ærlige, istedet for at gå og putte med det. Og jeg er fløjtende ligeglad med hvem der opkræver bøder, hvis bare der sker noget.

Michael Aggerholm

Det mest tragiske er at ingen normale mennesker sidder og læser de 20 sider med Terms of Service eller How we value your privacy. Gjorde du det da du fik en ny telefon? Næh, Next next finish for man vil jo gerne i gang med sin telefon. Det handler ikke om at være informeret, det handler om at de fleste ikke har noget imod at Google får kendskab til dele af ens privatliv, med de fordele det medfører.

Christian Schmidt

Næh, Next next finish for man vil jo gerne i gang med sin telefon.


Hvis du er tvunget til at samtykke til alt muligt for at bruge din nyindkøbte telefon, er det ikke et frivilligt samtykke, og så er det næppe gyldigt.

Hvis du trykker OK, uden at forstå hvad samtykke gælder, er samtykket næppe heller informeret. Det stiller GDPR også krav om.

De færreste nærlæser alle de kontrakter, de skriver under på. Men det betyder ikke, at kontrakterne er meningsløse. Kontrakterne er ens for alle, så der er formentlig nogen, der har læst dem. Og hvis de indeholder alt for horrible ting, er der forhåbentlig nogen, der råber vagt i gevær. Den slags historier dukker indimellem op i pressen, så mekanismen virker i et eller andet omfang.

Det handler ikke om at være informeret, det handler om at de fleste ikke har noget imod at Google får kendskab til dele af ens privatliv, med de fordele det medfører.


Hvis du er tilfreds med at dele alverdens personlige oplysninger med Google uden at kende de nærmere betingelser, skal du selvfølgelig bare svar ja, når de spørger om samtykke.

Log ind eller Opret konto for at kommentere