Fra december skal en række store tech-virksomheder betale en ny digital skat i Frankrig, og i den forbindelse er det franske finansministerium begyndt på at sende meddelelser om de kommende opkrævninger til virksomhederne.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den digitale skat blev indført i Frankrig sidste år, men den har været sat på pause i forbindelse med internationale forhandlinger i OECD om nye skatteregler.
Forhandlingerne i OECD har dog ikke ført til en aftale endnu, og derfor har Frankrig meddelt, at den fra december vil genindføre den digitale skat på nationalt plan, indtil en international aftale er på plads.
Den franske digitalskat betyder, at der bliver opkrævet en afgift på 3 procent af omsætningen fra virksomheder, der tilbyder digitale services, hvis deres årlige omsætning er mere end 25 millioner euro i Frankrig og over 750 millioner euro på verdensplan.
Både Facebook og Amazon har meddelt til Reuters, at de har modtaget opkrævningspåmindelser, hos Facebook udtaler en talsperson, at man vil »sikre overholdelse af alle skatteregler i de jurisdiktioner,« som virksomheden opererer i.