Fra rekordår til corona-år i it-branchen: »Vi sad på en vækstraket«
»Corona eller ej. Arbejdsmarkedet for it-professionelle er en gylden tidsalder.«
Sådan lyder vurderingen fra Kim Stensdal, chef for kommunikation og viden i interesseorganisationen for it-professionelle, Dansk IT.
Han peger på, at it og digitalisering er ikke længere nice to have, men need to have:
»En hvilken som helst bestyrelse eller direktion gør sig tanker om, hvordan deres digitale visioner skal realiseres, hvad enten det er en produktionsvirksomhed, en servicevirksomhed eller en offentlig myndighed. Overordnet er der efterspørgsel på folk, der kan omstille virksomheder til den digitale tidsalder, som kan gentænke produkter og services og udnytte alle perspektiver i digitaliseringen.«
Behov for digitalt ben
I analysen ‘Konjunkturstatus halvvejs i 2020’, som DI Analyse udgav i oktober med nøgletal for IKT- og elektronikindustrien, fremgår det, at it-konsulenter, informationstjenester og ikke mindst udgivere af computerspil har oplevet vækst i forhold til 2019, hvorimod navnlig elektronikindustrien har oplevet tilbagegang.
Der tegner sig med andre ord et broget billede af branchen, fortæller Lars Frelle-Petersen, medlemsdirektør i arbejdsgiverforeningen DI og indtil for nylig direktør i DI Digital.
»Mange virksomheder er blevet opmærksomme på, at de har brug for digitale værktøjer for overhovedet at kunne klare sig og har derfor efterspurgt mere, mens andre tøver med at gå i gang. Det interessante er, at vi kan se, at dem, der har klaret sig bedst under corona, har haft en digital platform at sælge over. Så mange er blevet opmærksomme på, at de skal have et digitalt ben, både til salg og til kommunikation med kunder og medarbejdere,« siger han.
Gik ikke så galt som frygtet
Året, der gik i coronachok, lagde ellers rigtig godt fra land. Tal fra arbejdsgiverforeningen IT-Branchen og Danmarks Statistik viser, at it-branchen i årets første kvartal satte kvartalsrekord med en omsætning på 62,7 milliarder kroner – den største i branchens historie, fortæller Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen:
»Vi sad på en vækstraket, og var corona ikke sket, havde vi regnet med, at andet kvartal 2020 ville blive endnu højere.«
I stedet faldt omsætningen fra første til andet kvartal med 4,2 procent. Det gav grobund for pessimisme, men foreløbig er det ikke gået så slemt som frygtet.
Næsten hver tredje medlemsvirksomhed angav i IT-Branchens undersøgelse fra maj, at de har oplevet vækst, og samlet set er omsætningen i andet kvartal i år faktisk steget med 1,6 procent i forhold til samme tid sidste år, fortæller Natasha Friis Saxberg:
»Vi ved ikke præcist hvorfor, men det kan blandt andet skyldes, at mange virksomheder har opgraderet digitalt for at få den virtuelle arbejdsplads til at fungere, så medarbejderne kan tilgå systemet hjemmefra. Andre virksomheder, f.eks. i detailhandlen, har brugt anledningen til at opgradere deres tilstedeværelse på nettet.«
En sådan omstilling sætter en kædereaktion i gang, hvor virksomhederne ofte først kontakter en konsulentvirksomhed og på baggrund af den rådgivning, de får, rykker videre til et udviklingshus, som går i gang med at udvikle de systemer, virksomheden får brug for, påpeger hun:
»Men om den vækst, det giver, skyldes en reel nyudvikling, eller om den er forårsaget af corona, er svært at sige.«
En pind i væksthjulet
IT-Branchens undersøgelse fra maj viser også, at hver fjerde virksomhed i branchen har justeret på lønningerne eller fyret medarbejdere, hvorfor antallet af medarbejdere faldt fra 94.519 i første kvartal til 94.000 i andet kvartal i år.
Faldet skal dog holdes op imod sidste års medarbejdervækst i branchen på 2.281 medarbejdere.
Det er måske en ringe trøst for dem, der har fået en fyreseddel, erkender Kim Stensdal, men han er ikke synderligt pessimistisk på deres vegne.
»Det er selvfølgelig svært at juble over de gode jobmuligheder inden for it og digitalisering, hvis man lige er blevet fyret, men modsat så mange andre kigger it-professionelle ind i en lyseres fremtid,« påpeger han.
Selvom coronaen har stukket en pind i det snurrende væksthjul og forårsaget en opbremsning i økonomien, er Kim Stensdal nemlig sikker på, at folk med it-kompetencer stadig vil være en feteret faggruppe:
»Trods de mange slag, erhvervslivet oplever nu, skal efterspørgslen nok vende tilbage. Skulle nogen have været i tvivl om, hvorvidt det dér med it er fremtiden, er det nu slået fast med syvtommersøm, at digitalisering er en central grund til, at vi klarede coronakrisen. Og alle har nu set, at digitalisering giver fantastiske muligheder for nye produkter og services.«
Den vurdering deler Lars Frelle- Petersen, som minder om, at branchens største udfordring for et års tid siden var manglen på it-specialister. Den tendens vil fortsætte, vurderer han:
»Der er da usikkert for mange, hvad corona resulterer i, men generelt kan vi se, at der fortsat vil komme høj efterspørgsel. Det har corona ikke ændret på – måske tværtimod. Flere virksomheder er blevet opmærksomme på, at det er konkurrencedygtigt at være digital. I dag er det ikke bare pumper, man producerer, men et produkt, der indsamler data og har en digital del som en service til kunderne. Selv store supermarkedskæder er nødt til at have it-kompetencer.«
Optimisme for beskæftigelsen
At det ligefrem kan være en fordel, at coronaen har skabt lidt ro på det ophedede it-arbejdsmarked, er Lars Frelle-Petersen dog ikke enig i.
»En krise er en krise, og det er aldrig godt med kriser, men de rummer også nogle muligheder. Det har fået virksomhederne til at bremse op og tænke sig om. Det kan være fornuftigt nok. Krisen er dyb, men heldigvis også forbigående. Det er ikke slut endnu, men kommer der ikke nye voldsomme udbrud, ser det ud til, at nedgangen i beskæftigelse ikke bliver så voldsom, som vi frygtede,« siger han.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.