I et kontor på det Kgl. Bibliotek i København er hylderne fyldt til randen med alskens spillekonsoller, mens papkasser proppet med spil stabler sig op på gulvet. På væggen hænger en plakat med Magnus & Myggen, mens Skærmtrolden Hugo troner frem på et fjernsyn af ældre dato.
Her sidder Allan Christophersen til daglig. Han er ansat hos det Kgl. Bibliotek til at digitalisere spil, der bidrager til den danske kulturarv, og bærer titlen spilarkivar.
»Selv de små og ubetydelige spil opbevarer vi, for de fortæller en historie om kulturen på daværende tidspunkt,« siger Allan Christophersen.
»Mange folk i spilindustrien er startet med at udvikle små spil prototyper i Flash eller til GameJams (begivenhed over 1-3 døgn, hvor deltagerne laver et spil fra bunden) - måske de nu sidder og udvikler på det kommende James Bond-spil fra IO Interactive.«
Spillene bliver aktivt indsamlet
Men før spillene kan digitaliseres, skal de indsamles. Det gør et betydeligt indhug i Allan Christophersens arbejdstid, for det er ikke så ligetil at få fingrene i et spil fra starten af 1990’erne.
De fleste andre institutioner beror sig primært på at få spil doneret, men på det Kgl. Bibliotek indsamler man aktivt spillene selv. Det kan være ved at finde spil til loppemarkeder, i genbrugsbutikker, ved at browse på obskure hjemmesider eller via de sociale medier, fortæller Allan Christophersen.
Udover den aktive indsamling har spiludviklere i Danmark via pligtafleveringsloven en lovmæssig forpligtelse til at indlevere to eksemplarer af et nyt spil med henblik på opbevaring.
Før et spil bliver opbevaret, skal der være et betydeligt dansk bidrag til produktet. Det defineres som Danica og er værker af kreativ natur, hvor enten én eller flere danskere har leveret et større bidrag til udviklingen af spillet. Et eksempel er Elder Scrolls-spillene, hvor der var en dansk spildesigner involveret.
Samtidig kan det også være et spil, der berører den danske kulturarv. Af netop den grund bliver alle LEGO-spillene indsamlet.
Inden Allan Christophersen får et gammelt spil i hænde, skal spillet katalogiseres. Det sker ved hjælp af en række metadata - spillets titel, beskrivelse, udgiver og fysiske mål, for blot at nævne nogle få. Når dét er gjort, kan digitaliseringsarbejdet begynde.
CD-ROM’er og disketter holdet ikke for evigt
På det tætpakkede kontor hiver Allan Christophersen et eksemplar af spillet Franklin the Turtle - på dansk kendt som Morten Skildpadde - til GameBoy Advance frem og placerer det i en maskine ved navn Retrode 2. Snart toner den ikoniske jødeharpe fra intromelodien til Morten Skildpadde frem, og Allan Christophersen kan konkludere, at spillet ikke lader til at være beskadiget.
Det er dog langt fra altid tilfældet med de spil, der når forbi spilarkivarens gemakker. Med tiden kan de forskellige datamedier nemlig henfalde og det data, der er lagret herpå, kan gå tabt.
»En CD-ROM har en anslået levetid på 20-25 år, da den langsomt begynder at få ‘disc rot,’ hvor den kemiske komposition med tiden begynder at modarbejde hinanden,« forklarer Allan Christophersen.
»Et andet eksempel er en 8-tommers diskette, hvor dataen bliver lagret magnetisk. Det betyder, at de forskellige sektorer med tiden vil begynde at udligne hinanden.«
Så inden datamedierne går i forfald og henstiller et spil som Morten Skildpadde til forglemmelsen, hiver Allan Christophersen altså spillet over på computeren. Til det har han en række forskellige maskiner, der bruges alt efter hvilken platform, spillet er udviklet til.
Når spillet først er kommet over på computeren i form af en fil, kan det testes med en emulator, der er et stykke software, der emulerer en anden platform, eksempelvis en GameBoy Advance, på computeren, for at tjekke, om spillet stadig virker.
Skal kunne forstås af en forsker om 100 år
Efter at være blevet godkendt til at fungere tilfredsstillende, skal filen karakteriseres ved at udpensle, hvordan filen er blevet til, og hvilken software og hardware, der er brugt. Her kædes filen også sammen med den bibliografiske metadata.
Udfordringen består i at skulle forklare det på en sådan måde, så en forsker om 100 år kan finde hoved og hale i, hvad de kigger på, fortæller Allan Christophersen.
Efter endt karakterisering sendes det fysiske spil til opbevaring på et magasin, hvor det står i en syrefri kasse på et tørt, nedkølet sted. Filen og den dertilhørende beskrivelse bliver nu sendt gennem et bevaringssystem, hvor den bliver yderligere beskrevet og får tilført en checksum.
Her overtager Allan Christophersens kollega Eld Zierau forklaringen.
En kopi af en kopi
Hun er ph.d. i digital bevaring og arbejder som seniorforsker i digital bevaring ved det Kgl. Bibliotek og forklarer, at strategien på det Kgl. Bibliotek er målrettet en opbevaring på 100 år, hvilket intet datamedie kan præstere.
Hun forklarer, at filen bliver sendt til bitbevaring i tre kopier, efter den har fået tildelt sin checksum.
»En checksum er en slags fingeraftryk for en fil og er en udregning på en fil, som gør, at den altid vil respondere med en bestemt sum - typisk 64 eller 128. Summen bliver genberegnet løbende og sammenlignet på tværs af de forskellige kopier, så vi kan sikre os, at den ikke er blevet anderledes siden sidste genberegning,« fortæller Eld Zierau.
Udover det tages der også ekstra kopier af selve checksummerne, som man kan holde op mod de originale, hvis der skulle ske fejl på to ud af de tre oprindelige kopier. Kopierne kan bruges i en votering, så man er i stand til at fastholde, hvor den oprindelige kopi er.
Alt dette foregår via en infrastruktur til bitbevaring, som det Kgl. Bibliotek har udarbejdet i fællesskab med Rigsarkivet - bitrepository.org - og sker automatisk. Via infrastrukturen kan Eld Zierau og hendes kolleger løbende tjekke, hvornår en checksum sidst er blevet genberegnet og sikre sig, at alt er, som det skal være.
»Hvis vi finder en fejl, får systemet ikke lov til automatisk at erstatte med det, der ligner den rigtige kopi,« siger hun. »Er der fem stemmer mod én, er det ikke den store operation, men er der tre forskellige helkopier og nogle checksummer, skal vi ind og vurdere hvilken kopi, der er den originale.«
Besøget hos det Kgl. Bibliotek lakker mod enden, og på falderebet svarer Eld Zierau prompte på, hvorfor det er vigtigt at bevare kunstformer som computerspil for eftertiden.
»Det er vores fælles hukommelse. Fundamentet for vores demokrati er, at vi har den her viden og kan kigge tilbage. Det er simpelthen det, der definerer os.«
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
